Officielt: Hjalte Nørregaard skal vende skuden i Esbjerg

Esbjerg skulle ikke bruge lang tid på at finde klubbens nye træner.

I går fik Sancheev Manoharan sparket efter den lunkne start på sæsonen, og allerede i dag er afløseren på plads.

deres hjemmeside meddeler Esbjerg, at de har indgået en fireårig aftale med Hjalte Nørregaard, der kommer til fra en rolle som assistenttræner hos FC København.

”Hjalte Nørregaard har en stærk forståelse for spillet både på og uden for banen og har stor erfaring med udvikling af unge spillere samtidig med, at han har arbejdet i et miljø, hvor kravene til resultater er meget høje. Den kombination passer rigtig godt til EfB og den retning, vi ønsker for klubben,” fortæller Esbjergs sportschef Sebastian Brydegaard.

Nørregaard har været tilknyttet ungdomsafdelingen i FCK siden 2016 og var blandt andet cheftræner for klubbens U19-hold i fire år, mens han i de seneste fire år har været assistenttræner for førsteholdet.

Ansættelsen i Esbjerg er altså Nørregaards første som cheftræner på seniorplan, og den udfordring ser han frem til.

”Jeg har været assistenttræner i fire år, og for mig føles det som det rigtige tidspunkt at tage det næste naturlige skridt og blive cheftræner, og jeg ser frem til at blive en del af EfB. Jeg har et stort ønske om selv at sætte retningen, eksekvere på mine idéer og tanker og stå med det overordnede ansvar i tæt samarbejde med staben.”

Esbjerg endte blot to point fra oprykning i seneste sæson, men er startet 26/27-sæsonen ud med sølle fem point i ni kampe, og indtager i skrivende stund sidstepladsen i Betinia LIGA.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen