Analyse: September forfølger Brøndby og Nørgaard

I Brøndby bør man måske overveje helt at afskaffe september. Der er måneder, der bare passer dårligt til bestemte fodboldklubber. Der er i hvert fald næppe nogen i blåt og gult, der vil savne efterårets første måned.

For endnu en gang er årets niende måned blevet sort på Vestegnen. Tre Superligakampe i september. Tre nederlag. 0-3 hjemme mod Randers, 1-4 i Herning og 0-1 hjemme mod FC København. Én scoring, otte imod og nul point. Tager man nederlaget til FC Nordsjælland den 30. august med, står Brøndby med fire liganederlag i træk efter at have åbnet sæsonen med 13 point i de første fem kampe. Fire sejre. Så fire nederlag. Mads Frøkjær beskrev efter derbyet tilværelsen som Brøndby-spiller som lidt ”manisk”. Det er svært at finde et bedre ord. Den tidlige snak om medaljer er afløst af udsigten til 11 points distance til førstepladsen.

Problemet er nemlig ikke bare, at Brøndby taber fodboldkampe. Det er den hastighed, hvormed et Brøndby-hold tilsyneladende kan bevæge sig fra optimisme til krise. Og netop derfor er september en interessant måned i Brøndbys historie.

Sorte september

Udtrykket er ikke opfundet i 2026. Det stammer fra 1997, hvor Brøndby var dansk fodbolds dominerende klub. Ebbe Skovdahl havde ført holdet til mesterskaber og store europæiske aftener, og sæsonen var begyndt med fire ligasejre og målscoren 17-4. Så rejste Peter Møller til PSV Eindhoven, Dan Eggen til Celta Vigo, og Dynamo Kyiv kom til Brøndby Stadion og vandt 4-2 i Champions League-kvalifikationen.

Kort efter faldt resultaterne fra hinanden. Faktisk var nedturen begyndt allerede i slutningen af august med nederlag til FC København og Silkeborg. I september fulgte nederlag til Vejle og AaB, mens Lyon slog Brøndby både ude og hjemme i UEFA Cuppen. Brøndbys egen historieskrivning har siden givet perioden et navn: ”Sorte september”.

Det interessante er, hvor meget historien minder om noget, Brøndby har oplevet flere gange siden. Skovdahl var tvunget til at finde nye løsninger efter tabet af Møller og Eggen. Formationer og konstellationer blev ændret, og et hold, der få uger tidligere havde set stærkt ud, mistede pludselig balancen. September afslørede problemer, som august havde været bedre til at skjule.

Men historien fra 1997 indeholder også en vigtig fodnote. Da Brøndby mødte Ikast den 5. oktober, havde den sorte september kostet otte point til FC København og Silkeborg i toppen. Brøndby vandt 5-0, Ebbe Sand lavede hattrick, og derefter fulgte syv sejre i træk. Krisen blev ikke begyndelsen på enden. Den blev et mellemspil i endnu en succesfuld Brøndby-sæson.

September blev igen sort

2018 gav os en ny version. Brøndby kom fra den traumatiske afslutning på mesterskabskampen få måneder tidligere, men september gav blot ét point i fire Superligakampe: 2-2 mod FC Midtjylland og derefter nederlag til SønderjyskE, AGF og Horsens. Holdet, der få måneder tidligere havde været minutter fra mesterskabet, lignede pludselig et hold, hvor modstanderne havde lært at stille de rigtige spørgsmål til Alexander Zornigers system.

Det er måske den mest interessante fællesnævner. Brøndbys sorte september handler næppe om kalenderen. Den handler om timing.

I juli og august kan meget stadig forklares. Nye spillere skal ind. Nye systemer skal læres. Transfervinduet er åbent. Holdene er ikke færdige, og modstanderne har endnu ikke nødvendigvis fundet ud af, hvor svaghederne ligger. I september er undskyldningerne færre. Videoanalytikerne har fået materiale. Modstanderne har set kampene. De ved, hvor presset kan brydes, hvilke spillere der kan stresses, og hvor rummene opstår, når Brøndby mister bolden.

September er på den måde Superligaens første revision af sommerens projekt. Og Brøndbys regnskab ser ikke kønt ud.

Randers vandt 3-0 på Brøndby Stadion. Midtjylland vandt 4-1. FCK behøvede blot ét mål. Det sidste er næsten det mest bekymrende, for derbyet var ikke nogen ydmygelse. Brøndby havde perioder, hvor holdet spillede ganske fornuftigt, men da kampen skulle afgøres, fandt FCK en fri Andreas Cornelius i feltet. Frøkjær satte selv fingeren på problemet bagefter: Brøndby er for nemme at score på.

Det er en brutal sætning, fordi den rammer dybere end formationer og taktiske detaljer.

Et hold mellem to identiteter

Thomas Nørgaard overtog ikke et færdigt projekt. Han overtog et Brøndby, der skulle ændres, og det er legitimt. Problemet er bare, at Superligaen ikke uddeler point for udviklingsarbejde. Brøndby befinder sig lige nu i det farlige mellemrum, hvor det gamle er blevet pillet ned, uden at det nye endnu fungerer stabilt. Der er købt unge spillere for store penge, som skal vækstes til endnu større salgsbeløb. Det kræver oplæg, mål og resultater.

Det kan se fremragende ud i perioder. Så kommer en fejl, et indlæg, en tabt duel eller et dårligt pres, og pludselig står modstanderen med den kamp, Brøndby selv mente at have nogenlunde kontrol over. Det er sådan kriser vokser. Ikke nødvendigvis fordi et hold er dårligt, men fordi det endnu ikke ved præcis, hvad det skal gøre, når kampen ændrer karakter.

1997-holdet fandt svaret. 2018-holdet gjorde ikke. Det er den historiske skillevej, Thomas Nørgaard står ved nu.

Der er naturligvis noget lettere fjollet over at gøre september til en slags Brøndby-forbandelse. Kalenderen forsvarer ikke hjørnespark. September laver ikke fejlafleveringer. Og september glemmer ikke Andreas Cornelius i feltet. Men historier får betydning i fodboldklubber, når de gentager bestemte mønstre. Brøndbys problem har flere gange været, at begejstringen omkring et projekt bliver meget stor, meget hurtigt – og at faldet derfor bliver tilsvarende voldsomt, når modstanderne finder svaghederne. De mange lange bolde mod Fukuda havde FCK læst og løst fra første fløjt. Det kan gå i Sønderjyske. Men Brøndby hjemme? Der skal udtrykket være anderledes.

Det skete i 1997. Det skete på en anden måde i 2018. Og nu står Brøndby der igen.

Den gode nyhed for Thomas Nørgaard er, at historien også fortæller, at en sort september ikke behøver ødelægge en sæson. I 1997 blev september efterfulgt af syv sejre i træk. Den dårlige nyhed er, at den slags vendinger ikke kommer, fordi kalenderen skifter fra september til oktober.

De kommer, fordi et fodboldhold finder løsninger.

September har endnu en gang fortalt Brøndby, hvad der er galt. Nu skal Thomas Nørgaard bruge oktober på at bevise, at han ved, hvordan det skal repareres.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen