Analyse: Riemer er stadig presset?
Danmark tog en arbejdssejr over Wales og så må Brian Riemer da have fået tanket kassekreditten op?
Overhovedet ikke. Nu venter Portugal, og det er for alvor eksamenstid for Riemer.
Nederlaget til Norge viste en lille halv times opløftende spil, men så heller ikke mere. De første 20 minutter var ren horror, og Norges sejrsmål en sand gyser af en opdækningsfejl. Derefter fulgte Højbjergs melding om taktiske udfordringer på midtbanen (det har alle, der har fulgt med set længe, men alligevel måtte Højbjerg ud med en stor patosladet undskyldning). Tænk om man havde ladet Riemer italesætte den sag selv.
2-0 over Wales var en arbejdssejr. Eller rettere en pligtsejr. Craig Bellamy har et fint walisisk materiale at arbejde med og er ved at opbygge en vinderkultur, men Wales er ikke af en støbning, hvor en dansk sejr i København bør komme i fare.
Og sejren var hverken køn eller overbevisende, og selv om flere tv-kommentatorer bemærkede, at sejren letter presset på Riemer, så er det svært at genkende det billede.
Jo selvfølgelig giver tre point altid et rygstød, men vi – som den kuldsejlede VM-kval – ser endnu ikke et sammenhængende udtryk og en slagplan, der overbeviser.
Målet for Danmark må være at slutte på en af Nations League-gruppens tre øverste pladser. 1 og 2 giver en billet videre til kvartfinalerne. Nummer 3 playoff om at undgå nedrykning. I en gruppe med Portugal og Norge kan det være acceptabelt, hvis Danmark trækker Sorteper og slutter 3’er. Danmark skal som minimum forblive i Nations Leagues A-lag. Men vi vil rasende gerne se et dansk hold, der som det mindste kan spille med om de to øverste pladser. Og især ligner et hold, der vil, har lyst til og kan netop det. Byde ind på de to øverste pladser. Mere Damsgaard og Højlund. Mindre midtbane der kæmper med at hænge sammen.
Defensiven har fået en del kritik, men når et forsvar lukker mange mål er det oftest udtryk for et problem et andet sted på holdet – midtbanen. Det skal løses.
Den mission og opgaven med at få Danmark til at spille med ild i øjnene begynder torsdag aften i Parken mod Portugal.
Det er igen eksamenstid for Riemer. Består han?