Tre ting vi lærte af 10. runde i CampoBet 3. division

Runde 10 af CampoBet 3. Division er færdigspillet. Den bød på en fantastisk fodboldfest i Brønshøj, et lokalopgør i Hørsholm samt mindst to indkasserede mål af alle tre oprykkere.

LigaManager giver dig her tre nedslagspunkter fra runden, der gik.

1. Næsby er i gang – eller?

Næsby pillede totalt pynten af Holstebro lørdag eftermiddag. Det var tredje gang i denne sæson, at de scorede mindst fire mål i samme kamp, da de høvlede oprykkerne med 4-0. Det var anden sejr i træk. Dermed er de for første gang i top fire siden runde fire. Hvor man inden sæsonstarten som minimum havde regnet med, at de ville befinde sig.

Så nu er Næsby i gang. Eller hvad? Lad os lige se, hvad de kommende uger byder på. Næsby er registeret med fem sejre. Alle fem over hold, der befinder sig i den nederste halvdel af tabellen. Der mangler lige et statement.

2. Holstebro skal have sat prop i

For et par uger siden var vi efter Ringsteds defensiv her i spalterne, og deres defensiv lækker stadig mål i en strøm, de færreste kan følge. Men deres medoprykker fra Holstebro Boldklub gør et solidt forsøg i øjeblikket. Fire kasser indkasseret på Fyn hos Næsby. Det var ottende gang i alt, at de lukkede mindst to mål ind og femte gang i træk.

Og med et mønster, der siger to, to, to, tre og fire indkasseret, bevæger vi os åbenbart fra slemt mod endnu værre. På lørdag kommer Brønshøj, som scorede tre og fem mål i deres første to kampe mod oprykkere i denne sæson. Holstebro skal have fundet den store prop frem. Pronto.

3. Hørsholm-Usserød elsker lokalopgør

Hørsholm-Usserøds sociale medier gjorde et stort nummer ud af, at man bød velkommen til lokalopgør lørdag eftermiddag. På besøg kom nemlig FC Helsingør. Et lokalopgør sidstnævnte nok egentlig helst vil forsøge at snige sig udenom i tavshed.

Det var ikke ”planen”, om man så må sige, at ligge på samme niveau som HUI, men det har sidstnævnte taget imod med kyshånd. Der blev vundet 3-1 i lørdags, hvilket var en opfølger på 5-2 sejren oppe i Helsingør i pokalturneringen. Kunne HUI bare spille lokalopgør hver uge, lå de snart til oprykning.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet