Retov om rødt til Njai: Vi er uforstående

Da Hvidovre fredag aften vandt 1-2 over Vejle i topopgøret i Nørreskoven, sluttede gæsterne kampen af med ti mand på banen.

I dommerens overtid blev Hvidovres Abdoulai Njai nemlig præsenteret for sit andet gule kort og blev dermed udvist.

En kendelse, som Hvidovre-lejren havde mere end svært ved at forstå. Derfor valgte Betinia LIGAs førerhold allerede dagen derpå at appellere dommerens beslutning.

“Det har vi allerede gjort her til morgen (lørdag, red.), for vi har set den flere gange og med al respekt, så har vi ikke en fornemmelse af, at han (Abdoulai Njai, red.) gør andet end selv at blive skubbet,” udtaler Hvidovres cheftræner, Martin Retov, til bold.dk, og fortsætter:

“Vi er uforstående over for, hvorfor han får det andet gule kort. Vi håber, at det bliver set på med de samme øjne som os selv.” 

Med sejren over Vejle er Hvidovre fortsat uden nederlag i Betinia LIGA, hvor Martin Retov og co. nu er fem point foran Vejle.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA