Fremad-spiller om landskampe for 40.000: En fed mulighed

Matchvinder i dramaet mellem Fremad Amager og Nykøbing FC fredag aften blev Jonas Idris. En mere usandsynlig matchvinder skulle man lede længe efter i Sundby Idrætspark, og så faldt scoringen til 3-2 endda blot tre minutter efter hans indskiftning.

Det var hans første mål for Fremad Amager, for det var samtidig hans første mål i seniorfodbold. Han kom til til Sundby fra HIK i sommer, og det er indtil videre blevet til 53 minutters spilletid i alt for forsvarsspilleren. Det er blevet til langt mere for hans andet hjemland.

Jonas Idris var nemlig i den seneste landskampspause hjemme på det afrikanske kontinent for at tørne ud for Eritrea. En oplevelse som Idris knastørt beskrev som ”lidt noget andet”.

”Der var 40.000 tilskuere”, som han sagde med et skævt smil. Og derved blegnede sæsonrekorden på 1901 tilskuere i Sundby Idrætspark trods alt en kende. Selvom det også kan noget.

Jonas Idris fik fuld spilletid i udekampen mod Kenya, hvor der var de ovennævnte 40.000 tilskuere på det nationale stadion i Nairobi. Herefter fik han 58 minutter, da Eritrea løb ind i en øretæve af VM-deltagerne fra Sydafrika. Sidstnævnte vandt 5-0 i en kamp afviklet i Kairo.

”Det var to kampe på rimeligt højt niveau, og det var et flot point mod Kenya,” fortæller Jonas Idris, hvis adgang til Eritreas landshold kom via en træner, der kendte Idris.

”Han er egypter, og kunne huske mig fra kampe for det egyptiske ungdomslandshold. Vi har holdt kontakten siden dengang, og så spurgte ham mig, om jeg var interesseret i at repræsentere Eritreas landshold. Det syntes jeg kunne være en fed mulighed.”

Næste mulighed for Jonas Idris til at opnå spilletid i klubtrøjen er fredag aften. Her er Fremad Amager på besøg hos FC Roskilde med kickoff kl. 19:00.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet