Brabrand leverede nyt pokalchok: Klar til kvartfinalen
“Ingen kommer til AURA Park og får noget foræret uanset, hvor god man er”.
Sådan lød det fra Brabrand-træner Michele Demontis før kampen mod AC Horsens i pokalturneringen onsdag eftermiddag. Og Superliga-klubben blev den seneste gæst i Aarhus-forstaden, der måtte sande, at det er et endog svært sted at komme.
Brabrand IF leverede endnu et pokalchok og står nu, for anden gang på tre år, i kvartfinalen i DBU Pokalen. Sidste gang som 3. divisionshold. Denne gang som den anden repræsentant for CampoBet 2. division, der står blandt de sidste otte hold i turneringen. Nykøbing FC kvalicerede sig allerede i sidste uge.
Efter 90 målløse minutter måtte Brabrand IF og AC Horsens ud i forlænget spilletid for at få afgjort affæren. Her blev Mikkel Frandsen matchvinder med kampens eneste mål efter 95 minutter.
Anfører Rasmus Juul fik marchordre efter 116 minutter, men “de blå brasilianere” red stormen af. Det overværende sensationelle 2100 tilskuere i AURA Park, og det kom bag på selv sportschef Andreas Rasch-Christensen, at så mange fandt vej til en kamp med kickoff 13:30.
“Jeg havde regnet med 800”, griner Rasch-Christensen, som ellers for en sjælden gangs skyld havde lettere svært ved at finde ordene. Det lykkedes dog efter et par sekunders tænkepause.
“Det er fuldstændig fantastisk. En fortjent sejr, synes jeg, i en kamp som langt hen ad vejen udvikler sig, som vi kunne have håbet på. Vi står selvfølgelig lavt i perioder, men vi får holdt dem fra at skabe ret meget.
“Det var hårdt at følge fra sidelinjen, men det virkede faktisk meget komfortabelt inde på grønsværen. Selv da vi bliver en mand i undertal, formår vi at holde hovedet koldt. Der skal lyde en kæmpe cadeau til vores defensiv”, roser Andreas Rasch-Christensen videre.
Det er nu to klubber fra Superligaens top 6, som Brabrand IF har sendt ud i pokalmørket, og det føjer kun til historien om klubben, tilføjer sportschefen.
“Vi gjorde det med Randers og FC Nordsjælland i 2024 og nu igen mod AC Horsens og Viborg FF. Når man gør det så mange gange, er der mere i det end bare tilfældigheder”, siger Andreas Rasch-Christensen, som nu må se sæsonen forlænget med en måned.
“Det er ikke så tit, at vores spillere har muligheden for at spille en pokalkvartfinale, så mon ikke vi kan banke noget motivation ud af dem”, kommer det med endnu et stort grin fra en meget tilfreds sportschef.