ASA-træner Lindsted: Vi betaler dyre lærepenge i øjeblikket

Efter syv runder af sæsonen i CampoBet 3. division var ASA fra Aarhus noteret for fire sejre. Der var tre point til førstepladsen og målforskellen i fint plus. På de seks runder, der i mellemtiden er afviklet, har man hentet tre point. De seneste fire kampe blev alle tabt.

”Vi har hele tiden talt om, at det bliver hverdag igen på et tidspunkt. Det må vi godt nok sande på den rigtigt hårde måde, at det er blevet,” lyder det fra cheftræner Lennart Lindsted.

Han afviser dog et spørgsmål fra LigaManager, om man mangler noget på den fysiske front. Tre af de fire førnævnte nederlag kom efter sene scoringer af modstanderen ved stillingen 1-1.

”Det er personlige fejl, som har ført til seks af de seneste otte mål, vi har indkasseret. Den slags fejl koster dælme dyrt i divisionerne. Så får vi et rødt kort efter 10 minutter i udekampen mod Vanløse, men jeg vil stadig argumentere for, at vi var det bedste hold på banen.

”Vi har 60 procents boldbesiddelse i 2. halvleg med 10 mod 11 og skaber også det, der skal til for fat at få point med hjem. Det er lidt historien om, hvor vi er lige nu. Vi spillede også gode kampe mod Holbæk og Helsingør,” mener Lennart Lindsted.

”Men vi er ramt på de personlige fejl, og så brænder vi også nallerne på, at der er for få, som vil spille fodbold imod os. Det har de nok luret, at vi er ganske gode til,” fortsætter træneren, som førte ASA op fra Danmarksserien i foråret. Han forsikrer om, at humøret stadig er til stede i truppen, trods nederlagene.

”Det havde gjort mere nas, hvis vi ikke havde været med i kampene og bare var blevet kørt midt over, som andre bliver. Vi spiller lige op med alle hold, og betaler fandme bare dyre lærepenge lige nu. Men der er ro i truppen, og jeg har en god fornemmelse.

”Ser vi lige bort fra resultaterne, har vi lige spillet tre og halv rigtig gode kampe. Jeg synes også, at tallene viser, at vi gør meget rigtigt, men vi laver for få mål. Vi er simpelthen ikke kyniske nok, slår Lindsted videre fast. Kun Ishøj IF har i CampoBet 3. division scoret færre mål end ASA.

Til gengæld har man indkasseret lige så få mål som Holbæk, der fører ligaen, og det skal give udbytte i årets sidste tre kampe, fastslår cheftræneren.

”Det er nu, vi skal rykke sammen i bussen. Vi skal have mindst seks point af de sidste ni, og fortsætter vi de gode præstationer, vender det for os på et tidspunkt.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet