Claus Nørgaard: Må være tilfredse med ét point

Søndag eftermiddag måtte Vejle nøjes med uafgjort for sjette gang i indeværende sæson, da Superliga-nedrykkerne spillede 1-1 med oprykkerne fra Vendsyssel på Nord Energi Arena i Hjørring.

Alligevel er Vejles cheftræner, Claus Nørgaard, ikke en frustreret én af slagsen på bagkant af 13. spillerunde.

“Stats viser jo, at det er en kamp, vi bør vinde alene på vores chancer i 1. halvleg. Vi kommer bag dem og får slået indlæg, og Faghir har tre muligheder i rap, ligesom Duelund rammer overliggeren.”

“Her er vi ikke effektive og dygtige nok, og det skal vi gøre bedre. Vi mister så, som 1. halvleg skrider frem, lidt strukturen i vores spil og træffer dårlige beslutninger. Og så straffer de os med en scoring lige inden halvtid,” udtaler Claus Nørgaard til Vejles hjemmeside og fortsætter:

“De (Vendsyssel, red.) forsvarer sig godt og kompakt på en tung bane. De er også kompakte i midten og får afvist vores indlæg, og heller ikke andenboldene får vi slået mønt af.”

“Vi kreerer dog set over hele kampen nok til at vinde opgøret, men når vi ikke kan gribe det bedre an, må vi være tilfredse med ét point,” konkluderer Claus Nørgaard.

Med det ene point er Vejle fortsat nummer to i Betinia LIGA, men er nu blot et enkelt point foran FC Fredericia, der lørdag vandt 3-1 hjemme over rækkens anden oprykker, nemlig AB.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA