Tre ting vi lærte af 14. runde i CampoBet 3. division

Runde 14 af CampoBet 3. Division er færdigspillet. Den bød på sæsonens første pointtab på hjemmebane til topholdet, på en ny målfest af HUI og udvidelse af den flotte stime i Ishøj.

LigaManager giver dig her tre nedslagspunkter fra runden, der gik.

1. Vanløses forsvar er brutalt

Man hører tit nok i sportssammenhæng, at stærke forsvar vinder mesterskaber. Om Vanløse vinder et mesterskab, skal ikke kunne siges, men deres brutale defensiv gør, at de skal tages seriøst i oprykningskampen. Og ”brutalt” er her positivt ladet.

De holdt i lørdags Holbæk til nul for anden gang i denne sæson. Det er ligaens målfabrik, som to gange ikke har fundet vej igennem Mads Hadbergs stramt opsatte bolværk. De har stadig kun lukket 11 mål ind. Det er kun præsteret bedre én gang i 3. division i den nuværende turneringsstruktur.

Det var Middelfart i 2022/23, som efter 14 runder kun havde lukket ni mål ind. Og endte sæsonen som oprykkere. Brabrand IF havde for to år siden også indkasseret 11 på dette tidspunkt. Og endte sæsonen som oprykker. Der er lang vej for Vanløse endnu. Men grundlaget er tydeligvis til stede.

2. Held og lykke med at overtage HUIs målfabrik

Hørsholm-Usserød jagter en cheftræner. Derpå står de stadig fast. På den ene side ligner det et dejligt mandskab at overtage. Masser af talent. God lokal opbakning. Og målene vælter ind i en lind strøm fra flere forskellige spillere. Mums.

På den anden ønsker vi held og lykke med at tage over efter den midlertidige cheftræner. Ingen klub har hentet flere point i CampoBet 3. division, siden sportschef Christian Mouroux overtog posten midlertidigt fra Olcay Senoglu. I den otte kampe har HUI et pointsnit på 2,12.

Det er fremragende og kun Brønshøj og Ishøj matcher den samlede pointhøst på 17. De har åbnet et hul på fire point til den nederste halvdel af tabellen. Et luksusproblem for en ny cheftræner? Ja. Men også en pres-ball. Tænk, hvis vedkommende ikke får start, der er lige så god? I kulissen står Mouroux sportschef. Kom ikke og sig, at det ikke hurtigt kan blive penibelt.

3. Hatten af for Gundersen

Om det så er potentialet, der ”bare” endelig har fundet nøglen, om det er held, eller noget helt tredje, må man bare tage hatten af for det, der bliver leveret af Ishøj IF. Da der var spillet syv runder, havde de et point. Ni point færre end eksempelvis Næsby Boldklub. Nu har de begge 18.

Det er kun en positiv målforskel, som holder Næsby i top seks. Det er dog kun Vanløse, som i de seneste syv runder har indkasseret færre mål end Ishøj, så de arbejder på at udbedre den målforskel. De er uden nederlag i syv kampe i streg.

Henrik Gundersen havde under ingen omstændigheder regnet med, at han allerede ville have så meget kontakt med slutspilspladserne, som de har. Det er godt arbejde. Slet og ret.    

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet