Hattrick-helten Gustav Callø kan snart være tabt for Skive IK
Gustav Callø stod for sæsonens første hattrick i CampoBet 2. division i den forgangne runde. Det var hans træffere, der tog stillingen fra 1-0 til slutresultatet 4-1 i hjemmekampen mod VSK Aarhus.
Det var det første hattrick for hans vedkommende i Skive IK-trøjen, men ikke det første i senior-karrieren. Det faldt pudsigt nok også på Hancock Arena, den 24. marts 2023, men bare ikke for Skive IK. Dengang tørnede han ud for Aarhus Fremad.
De tre træffere bragte den 23-årige angriber på ni mål for sæsonen, og det er et mildest talt stærkt 2026, Gustav Callø er i færd med. Han spillede samtlige 16 kampe i forårssæsonen, 15 af dem fra start, og nettede syv gange.
Han har været i startopstillingen i alle ligakampe i denne sæson, og står altså foreløbig på ni mål. Det vil sige, at han i 30 ligakampe i 2026 er noteret for 16 mål. Et mål-snit, som selvfølgelig vækker interesse fra klubber, der måske er i stand til at udbetale en større løn end Skive.
Med kontraktudløb til nytår kan Gustav Callø dermed meget vel være tabt for de gul-blå, hvilket sportschef John Dyring selvfølgelig er meget bevidst om.
“Vi aftalte, at han fik kampbolden med hjem, og så laver vi en ny kontrakt i næste uge”, jokede Dyring overfor LigaManager efter Callø-hattricket mod VSK, inden han satte den realistiske tone op.
“Det bliver selvsagt vanskeligt. Når han bliver ved at præstere og lave mål, så er der selvfølgelig klubber på en højere hylde, som gerne vil have ham. Der må vi også kende vores plads i fødegangen. Vi vil meget gerne beholde ham, men vi er også realistiske i forhold til, hvor svært det er.”
Gustav Callø har været forbi både AGF og Vejles ungdomsafdelinger, men kom til Skive IK via Aarhus Fremad i starten af 2025. Her gik han direkte ind i startopstillingen og supplerede seks mål i det første halvår.