Aarhus Fremad opgraderer: Kirkeskov ny scout på Riisvangen
Aarhus Fremad opruster på rekrutteringsfronten. Således er Mikkel Kirkeskov klubbens nye chefscout.
Det oplyser Aarhus Fremad i en pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at August Khorami fremover skal være quant scout på Riisvangen.
“Jeg er rigtig glad for, at vi har fået Mikkel og August med. Det er to meget forskellige profriler, men det er også lidt af pointen,” udtaler Aarhus Fremads rekrutteringsansvarlige, Lauritz Hørby, og uddyber:
“Mikkel har spillet fodbold på højt niveau i mange år og har et rigtig godt blik for spillet. August kommer med en helt anden tilgang og nogle stærke kompetencer inden for data og modellering.”
“Vi tror meget på kombinationen af de to kompetenceområder. Data kan hjælpe os med at finde spillere, vi måske ellers ikke havde fået øje på, men det kræver samtidig flere ressourcer til at se og vurdere spillerne.”
“Med Mikkel og August får vi styrket begge dele, og så er det mindst lige så vigtigt, at de begge er nogle rigtig gode personligheder, som passer godt ind i kulturen i Aarhus Fremad,” slutter Lauritz Hørby.
Som aktiv fodboldspiller repræsenterede Mikkel Kirkeskov klubber som AGF og OB samt tyske Holstein Kiel. I alt blev det til mere end 100 Superliga-kampe såvel som to optrædende på det danske A-landshold.
Nu skal Mikkel Kirkeskov i samarbejde med August Khorami, være med til at hente fremtidens talenter til Riisvangen.