Næstved nakker Helsingør og tager andenpladsen

Næstved Boldklub sikrede sig søndag eftermiddag tre vigtige point i CampoBet 2. division søndag eftermiddag. Det skete ved for anden gang i denne sæson at besejre FC Helsingør med 2-1. Denne gang på hjemmebane og med konkurrenternes tab af point betød det, at ”de grønne” sluttede runde på andenpladsen.

For FC Helsingør blev det en kamp, der kun ciffermæssigt lignede en kneben sejr. Og det var takket være Maksymilian Boruc i Helsingør-kassen. Den store mand leverede flere redninger på højt niveau og forhindrede et større nederlag til gæsterne.

Allerede efter tre minutters spil kom Næstved foran, da Tobias Elmelunds clearing ramte holdkammeraten Mathias Brems. På måltavlen blev det anført som selvmål, men forarbejdet stod Bertram Kvist for. Hjemmeholdet havde herefter flere store muligheder for at øge føringen.

Mark ”Konge” Kongstedt tvang Boruc ud i en redning ved forreste stolpe efter syv minutter. Senere i halvlegen misbrugte han en stor chance, da han headede på en Helsingør-forsvarer tæt under mål. Inden pausen måtte Boruc igen i aktion på forsøg fra både Kvist og Frederik Christensen.

Helsingør havde svært ved at skabe noget offensivt, men kort efter pausen følte de sig sig snydt for et straffespark. Bolden ramte armen på hjemmeholdets Sam Tattum i feltet, men dommeren vinkede afværgende. Næstved beholdt kontrollen gennem størstedelen af kampen, og Helsingør kom sjældent frem til afslutninger.

Da gæsterne Dimitri Kassekar fik sit andet gule kort, og dermed marchordre, med et lille kvarter tilbage, var det reelt ”game over” for Kronborgs Drenge. Fire minutter før tid øgede Marius Christiansen til 2-0 efter forarbejde fra Kvist. I overtiden reducerede Tobias Nielsen til slutresultatet.

Slutstilling: Næstved Boldklub – FC Helsingør 2-1 (1-0)

Mål: 1-0 Brems – selvmål (3.), Rødt kort Kassekar (79.), 2-0 Christiansen (85.), 2-1 Nielsen (94.)

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet