Riemer om Nartey: Han er vant til at spille på den store scene
”Nikolas Nartey er en meget multifunktionel spiller, som for VfB Stuttgart både spiller bredt, men også centralt. De kvaliteter, han besidder, såsom spilintelligens, hans teknik og hans store fysik, er noget, som vil kunne hjælpe os rigtig, rigtig meget.”
Landstræner Brian Riemer sparede ikke på roserne til Nikolas Nartey, da han kommenterede udtagelsen af Stuttgart-spilleren til den kommende landsholdssamling.
”Han er en spiller, som næsten er gået i glemmebogen hos den almene fodbolddansker, fordi han havde en lang skadespause. Men han er en spiller, som på et tidspunkt var betegnet som en af de største talenter overhovedet. Dertil er han en spiller, som over den seneste periode har vist god form,” uddybede landstræneren, som havde modtaget positive rapporter fra Narteys træner i det daglige, Sebastian Hoeneß.
”Han fortalte mig, at de stadig passer stadig på ham. Det er derfor, han ikke spiller fuld tid, og det er derfor, han ikke spiller alle kampe. Det er simpelthen for at sikre, at han ikke får endnu et setback. Hoeneß spillede ham gerne alle minutter, hvis han kunne, fortalte han.
”Det er fordi, han er en spiller, som på mange måder gør det rigtig, rigtig godt. Jeg er fuld af fortrøstning om, at han kan gå ind og hjælpe os. Han er vant til at spille på den store scene. Dét pres der vil være, hvis han kommer på banen i Skotland, er han vant til at håndtere,” fastslog Riemer, som også udtrykte sin glæde over at have Rasmus Nissen Kristensen til rådighed igen.
”Rasmus han spiller den her plads på en helt speciel måde for os, hvor han både agerer halv stopper halv back. Det hjælper vores hold utroligt meget.
Danmarks landshold møder Belarus i Parken lørdag den 15. november kl. 20:45 og Skotland i Glasgow tre dage senere med samme kickoff.