B.93-boss: Forsinkelserne har haft alvorlige konsekvenser

Lørdag tager B.93 imod Lyngby. En kamp, der bliver spillet på Sundby Idrætspark.

Værterne havde ellers drømt om, at lige præcis kampen mod Lyngby skulle finde sted hjemme på Østerbro Stadion, hvor B.93 – grundet en omfattende renovering – ikke har spillet på i hele 2025.

Det kommer klubben heller ikke til at gøre foreløbig. Det skrev B.93 i en pressemeddelse i mandags, hvor det fremgik, at klubbens hjemmebane først bliver taget i brug i marts 2026.

I pressemeddelelsen sagde B93s direktør, Christian Engell, blandt andet, at renoveringsprojektets mange forsinkelser “har fået alvorlige konsekvenser for vores klub.”

Hvilke konsekvenser, der er tale om, sætter Christian Engell nu ekstra ord på:

“Det (renoveringen, red.) skulle have taget seks måneder, men ender med at tage 17 måneder. Havde vi vidst, vi skulle være væk i halvandet år, havde vi tilpasset os mere markant efter forholdene, og nogle beslutninger havde set anderledes ud.”

“Vi har brugt store ressourcer på at drive to midlertidige hjemmebaner med kvindeholdet i Vanløse og herreholdet i Sundby uden at have en langsigtet plan for, hvornår præcist vi kunne komme hjem.”

“Derfor er det en stor forløsning, at vi nu kan se frem til at vende hjem. Vi skylder fans, spillere, medarbejdere og partnere bedre vilkår, end vi har kunne tilbyde på det seneste,” udtaler Christian Engell til bold.dk.

I og med at datoen for, hvornår B.93 har kunnet vende hjem til Østerbro Stadion, har været rykket så mange gange, så er der ikke noget at sige til, hvis klubbens fans heller ikke denne gang tør at glæde sig for meget på forhånd.

Men denne gang skulle datoen være god nok:

“Det føler jeg mig ret sikker på, men det afhænger stadig af, at græstæppet består kommunens planlagte test i slutningen af februar og starten af marts.”

“Jeg havde gerne set, at vi allerede kunne været kommet hjem i den kommende weekend mod Lyngby, men kommunen vurderede, at det var bedre at vente til marts,” slutter Christian Engell.

Lørdagens kamp mellem B.93 og Lyngby fløjtes i gang på Sundby Idrætspark klokken 14.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA