Joey Gudjonsson forlader trænerposten i AB

Trods en førsteplads i vinterpausen og kurs mod direkte oprykning til Betinia LIGA, har Joey Gudjonsson lørdag annonceret, at han forlader trænerposten i AB. Som grund angives familiære årsager, og islændingen flytter nu tilbage til hjemlandet.

I en video på ABs sociale medier siger den tidligere assistenttræner for det islandske landshold selv farvel til klub og tilhængere.

“Hej alle sammen. Det gør mig ondt at måtte meddele, at jeg flytter tilbage til Island til december af familiære årsager og derfor træder tilbage som cheftræner for AB. Det er et trist øjeblik for mig, men samtidig er jeg stolt af det arbejde, klubben har udført, især i år.

“Vi er i en fantastisk position i ligaen, så jeg er bestemt stolt af det. Jeg kan også se tilbage på min tid her i klubben med stolthed og glæde, fordi jeg har nydt hvert eneste øjeblik. Jeg vil gerne takke fansene, spillerne, førsteholdsstaben, ledelsen og bestyrelsen.

“Jeg ønsker jer alt det bedste, og jeg er sikker på, at klubben vil nå sine mål i den nærmeste fremtid. Tak.”

Til klubbens hjemmeside føjer Gudjonsson yderligere et par ord til:

“At arbejde sammen med Fannar og resten af staben har gjort tiden her helt særlig, og jeg er sikker på, at Fannar er den rette person til at føre projektet videre. Jeg vil gerne takke bestyrelsen og ledelsen, som har gjort alt, hvad de kunne for at hjælpe os med at få succes, og jeg er positiv over for den retning, de har sat for klubben. Tak AB – jeg vil heppe hjemmefra.”

Med “Fannar” henvises til assistenttræner Fannar Berg Gunnólfsson. Han overtager holdet på førstepladsen i CampoBet 2. division. En position man takket være storsejren på 5-1 i årets sidste kamp på udebane mod FC Helsingør er sikker på at overvintre på.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet