Knap 40 millioner: Riisvangen bliver opgraderet markant
Aarhus Fremads hjemmebane, Riisvangen Stadion, skal opgraderes markant. Faktisk er der tale om den største forvandling af det gamle stadion i flere årtier.
Det meddeler klubben i en pressemeddelse.
Her fremgår det, at opgraderingen blandt andet indebærer etableringen af en ny kunstgræsbane, nye tribuner og i det hele taget generelt bedre faciliteter for både elite og bredde.
I alt kommer forvandlingen af Riisvangen Stadion til at koste knap 40 millioner kroner, hvoraf 10 millioner kommer fra Salling Fondene, hvilket matcher det beløb, der kommer fra Aarhus Kommunes anlægspulje.
Derudover kommer 9,2 millioner kroner fra kommunekredit, ligesom klubbens ejerkreds selv støtter med 10 millioner kroner.
“Det her er kommet i hus, fordi vi har haft en rigtig god dialog med Salling Fondene, som støtter mange andre gode ting her i byen.”
“Det var oplagt at tage fat i dem, og Karin Salling var her også, da vi rykkede op i Første Division. Det var fint, at vi dengang kunne vise Vangen frem, og det har været et rigtig fint samarbejde fra starten af.”
“For mig personligt er det opkald fra Salling Fondene det største, jeg har oplevet her i klubben,” udtaler Lars Kruse, bestyrelsesformand i Aarhus Fremad.
DeT nye stadionprojekt skal efter planen sættes i gang i det nye år, og opgraderingen kommer til at sikre Riisvangen Stadion i forhold til de krav, der skal overholdes for hold, der spiller i 1. division:
“Det er nogle gode medspillere, vi har her i byen, og vi sikrer nu, at vi har en hjemmebane på Riisvangen mange år frem. Skulle vi rykke ned en dag, er det også et spørgsmål om, at vi ikke kan få dispensation næste gang, vi rykker op.”
“Vi tager nu hensyn til, at stadion også kan bruges af bredden. Det her stadion er et kæmpe løft til Nordbyen, uanset hvordan det lige går i vores kampe,” slutter Lars Kruse.
I pressemeddelelsen oplyser Aarhus Fremad også, at indstillingerne fra Aarhus Kommune ventes godkendt på et af de kommende byrådsmøder.
Aarhus Fremad møder søndag HB Køge i årets sidste hjemmekamp, der spilles på Ceres Park Vejlby. Kampen fløjtes i gang klokken 14.00.