Bertelsen: Vi bør score mere
Randers FC befinder sig i en alvorlig formkrise, hvor cheftræner Rasmus Bertelsen må konstatere, at det kniber med at score mål. Kun Fredericia har gjort det dårligere på det seneste. Kronjyderne har ikke vundet siden 5. oktober mod Viborg og kæmper samtidig massivt med målscoringen.
Det er blot blevet til to Superligamål i de seneste fem kampe og kun 16 mål i hele sæsonen – færrest af alle hold i ligaen. En markant kontrast til sidste sæson, hvor Randers FC satte klubrekord for flest scorede mål.
Ifølge cheftræner Rasmus Bertelsen burde tallene dog se helt anderledes ud.
“Vores analyser viser, at vi groft sagt skaber det samme antal chancer som i sidste sæson, men vores afslutningskvalitet halter. Det er et problem, for alle tætte kampe falder ikke vores vej. Det er en tung periode,” siger Rasmus Bertelsen til Randers Amtsavis i et stort interview med lokalavisen.
På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er en underdrivelse at kalde situationen “en tung periode”, når holdet scorer så lidt, som det gør, fastholder cheftræneren sin vurdering.
“Det synes jeg ikke, for jeg synes, at vi præsterer fint. Vi får ikke en på madkassen, når vi møder Viborg, Sønderjyske, FC Nordsjælland og OB. Det er kampe, som lige så godt kan tippe vores vej,” siger Bertelsen.
16 runder inde i sidste sæson havde Randers FC scoret 29 mål, men salget af sidste sæsons topscorer Simon Nordli i sommerens transfervindue har efterladt et stort hul i det forreste geled.