2 år mere: 3F fortsætter som hovedsponsor for Superligaen
Faxe Kondi Ligaen, SAS Ligaen og Alka Superliga… Den bedste danske fodboldrække har haft flere forskellige navne igennem årene.
Siden 2019/20-sæsonen er det dog 3F, som har været hovedsponsor for Superligaen, og det fortsætter de med at være i minimum to sæsoner mere.
Tirsdag eftermiddag meddeler Divisionsforeningen nemlig, at der er indgået en aftale med fagforeningen om en forlængelse af sponsoratet.
‘’Vi er stolte over at kunne fortsætte det gode samarbejde med 3F. Danmarks største fagforening er en perfekt partner for Danmarks største sportsturnering, og vores samarbejde har fungeret utroligt godt de seneste seks år,’’ lyder det fra Thomas Christensen, som er formand i Superligaen A/S.
‘’Fodbold er en arbejdersport, der bygger på fællesskab og sammenhold og troen på, at helheden er mere end summen af de enkelte dele. Værdier, vi som Danmarks stærkeste fagforening, står fuld og helt på mål for og har helt inde i vores DNA. Vores medlemmer har fri adgang til alle kampe, hvilket rigtig mange benytter sig af, samtidig med at det styrker vores brand,” siger 3F’s formand Henning Overgaard.
Danmarks næstbedste række hedder Betinia Liga, mens CampoBet er hovedsponsor for både 2. division– og 3. division.