Analyse: Brøndby får forårets hovedrolle

Superligaens forår bliver en vild omgang – især for Brøndby og FC Midtjylland. Ordet vild bliver ofte misbrugt i danske medier, men her er det ganske enkelt på sin plads. Vildt bliver det, når ligaen kommer ud af sit vinterhi i weekenden og åbner med braget FC Midtjylland – FC København. En kamp der reelt kan sætte FCK af i guldkampen allerede i forårets første runde. Det er ganske enkelt svært at se FCK håndtere FCM’s nuværende styrke. Set i det lys så vil favoritten til at vinde guldet være ulvene fra Herning, men det åbner også for at dramaets store hovedrolle bliver Brøndby, som det klart forstærkede mandskab, der skal ud og jagte.

Men ser vi først mod bunden, så er der fire hold der skal slås – og det bliver intenst. Vejle og Fredericia er ikke så overraskende – og de mødes tilmed i forårspremieren – men Randers og Silkeborg havde næppe forventet at være sovset ind i nedrykningsdramaet. Jeg tror især man i Silkeborg åndede lettet, da transfervinduet lukkede og Adamsen stadig var at finde i en rød trøje. Så pyt med han smutter gratis til sommer. Målræven kan være forskellen på at blive oppe eller ej for Kent Nielsens folk.

Randers har handlet flittigt ind i vinduet. De skal ikke nyde noget og begynder måske at spekulere lidt i 7. pladsens muligheder for Europa.

I top-6 skal vi næppe forvente, at Sønderjyske hænger på. Det er mere sandsynligt at to af tre af Viborg, OB og FC Nordsjælland kommer med i top-6. Sønderjyske havde et flot efterår, men har solgt deres offensive drivkraft for gode penge, men erstatter internt. Det kan blive stramt.

Men i og med nedrykning ikke bliver et tema i Haderslev, så er sæsonen allerede en succes med plus på kontoen.

AGF har haft et stille vindue. Det forstår man. For CV og co. har det handlet om at holde sammen på den trup, der har præsteret så flot i efteråret. Spørgsmålet er nu – overpræsterede de? Og kommer der gummiben i Aarhus? De skal i første omgang holde FCM bag sig, men det forspring på fire point kan FCM, der allerede har åbnet sæsonen med flotte europæiske kampe – og de holdt på profilerne i vinduet – hurtigt æde op. Det er mere realistisk, at AGF skal se mod tredjepladsen, hvor Brøndby er ni point væk. Den duel bliver interessant.

FC København skal naturligvis satse hele butikken på en god start, men et relativt stille vindue, hvor der ikke blev hentet en angriber lover ikke godt for løverne. FC Midtjylland står klart stærkere i billedet.

Og det fører til Brøndby. I de 20 år jeg har skrevet om de blågule har de sjældent – hvis overhovedet – haft så gennemtænkt et transfervindue, som det netop overståede. Og ledende skikkelser har i klubbens fortid ofte henvist til rivalerne har flere penge, men det skjold har man ikke gemt sig bagved denne gang. Der er hentet en træner ind i efteråret med en klar vision og han er bakket op med skarpe spillere, der passer til hans stil. Brøndby kommer uden tvivl til at spille en hovedrolle i forårets Superliga, men kan de indhente AGF? Og gå forbi FCM i samme ombæring?

Det skal måske slet ikke være succeskriteriet for Brøndby denne gang. Men derimod at sikre sig en plads så langt fremme i feltet som muligt, hvilket fører til mest indlysende succeskriterium – Europa. Brøndby har pga. klubbens pokaltunge fortid for vane at blive talt ind i en mesterskabsramme, men det skal ikke være målet her og nu. Et europæisk gruppespil vil være den stabiliserende trædesten som klubben har brug for nu – økonomisk, værdimæssigt, transfer og erfaringsmæssigt. Toget kører og ledelsen i Brøndby kan se, hvordan norske klubber, der på mange måder er mindre end Brøndby, nu høster stort på Europa.

Salget af Nartey var et signal til Europa. At Brøndby kan producere talenter af høj kvalitet og de koster. Men de er også pengene værd. Nu skal hele den proces ud på europæiske skinner, og det skal være hurtigst muligt. For det næste succeskriterium bliver for Brøndby at sigte efter en af de to CL-pladser, der venter i sommeren 27. Og det drama begynder nu – med Brøndby i en hovedrolle.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League