Analyse: Kun Brøndby har ladet millionerne rulle
Det har indtil videre været et stille transfervindue, hvor kun Brøndby IF har ladet millionerne rulle. Der kan komme mere aktivitet, hvor ikke mindst FCM og FCK ventes at investere – førstnævnte skrives tilmed at sprænge ligaens købsrekord, men der er vi ikke endnu.
Et kig på transfer-sitet Transfermarkt viser, at der er ganske stille i Superligaen både på ind- og udkontoen. Ser vi bort fra Brøndby, så er FCK’s køb til ca. 800.000 euro af costaricaneren Kenay Myrie det største køb, men navnemæssigt er FCM’s tilgang af Uhre – gratis – naturligvis den største.
Tilbage til Brøndby. De har med Sow, Slisz og Godfrey (på lån) ifølge Transfermarket brugt 6 millioner euro. Det er ikke uventet i og med, at Steve Cooper har forlangt en markant ændring af spillertruppen for at højne kvalitet samt spillere, der passer til hans spillestil. Det har han fået.
Men Brøndby har ikke været i banken for at låne til dagen og vejen og waliserens indkøbsønsker. De blågule står også for januars indtil videre største salg nemlig Nartey til Lyon. Ifølge Transfermarkt betalte franskmændene 7,5 millioner euro for talentet, hvilket også kan aflæses af klubbens regnskab. Derudover er der hentet en lille million euro ind på salget af Che til New York.
Det giver Brøndby et fornuftigt plus på transferbalancen, og spørgsmålet er om Cooper og co. er færdig med at lade millioner rulle?