Transfer: Er Kelvin John på vej væk fra AaB?

Da AaB i fredags vandt 1-0 over Hillerød på Aalborg Portland Park, overværede hjemmeholdets Kelvin John kampen fra tribunen.

Den 23-årige angriber fra Tanzania var ellers fast inventar på cheftræner Steffen Højers holdkort i sidste sæson, hvor Kelvin John medvirkede i samtlige af AaBs 32 ligakampe, hvilket i alt kastede syv mål og fem assists af sig.

At Kelvin John sad på tribunen, kan naturligvis skyldes, at han var skadet. Ifølge LigaManagers oplysninger skyldes det dog noget andet, nemlig, at Kelvin John kan være på vej væk fra AaB.

Således erfarer LigaManager, at Kelvin John er blevet tilbudt til en Superliga-klub med henblik på et øjeblikkeligt skifte. Den pågældende Superliga-klub har dog takket nej, hvilket blandt andet skyldes Kelvin Johns månedsløn, der er for høj.

Og netop Kelvin Johns månedsløn skulle eftersigende være grunden til, at AaB er villige til at give slip på angriberen, og dermed få større luft i klubbens samlede lønbudget.

LigaManager har naturligvis rakt ud til AaB for en kommentar fra klubbens sportschef John Møller. AaB er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Kelvin John kom til AaB i sommeren 2024 og er siden da noteret for 12 mål og 10 assists i 62 kampe.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA