Kort og godt: HB Køge bliver kun bedre
HB Køge er en udviklingsklub, der hænger med en vis legemsdel i vandskorpen. I hvert fald i tabellen, hvor Svanerne de seneste sæsoner har plasket rundt i nedrykningsfare.
Nutiden er ingen undtagelse. Og så alligevel lidt.
For HB Køge er rigtignok gået på vinterpause på 11. pladsen i Betinia LIGA. Alligevel kan den talentudviklende fusionsklub fejre jul og nytår med begrundet tro på 2026.
Cheftræner Nicklas Pedersen råder over den yngste trup i tabellen, mens han spillere leverer med masser af mandsmod. Det har 19-årige Silas Hald og co. vist igen og igen.
Men knejterne er blevet hjulpet på vej af fortsat velspillende veteraner som eksempelvis holdet 37-årige anfører Mike Jensen. Og det er mere hjælp på vej.
For lige om lidt bliver der pillet ved HB Køges gennemsnitsalder. I skrivende stund lyder den på 22,3 år, men når Marcel Rømer (34, red.) og Tobias Thomsen (33, red.) støder til Nicklas Pedersens trup på bagkant af nytår, får Svanerne tilført trængte grå fjer.
HB Køges sats på ungdom er forbilledeligt, men talenter har brug for forbilleder, de kan læne sig op ad. På fodboldbanen såvel som udenfor kridtstregerne. Derfor bliver HB Køge kun bedre i tiden, der kommer.
Det er godt nyt for fans af Svanerne og skidt nyt for Middelfart, Hobro og Aarhus Fremad, der alle kæmper den samme nedrykningskamp som HB Køge.