Wagner om klubskifte: Føler mig bedre rustet nu
Ligatopscoreren i CampoBet 2. division fortsætter karrieren i udlandet. Thisted FC har fredag meddelt, at Christian Wagner er blevet solgt til Sandvikens IF f i Sverige, og det er en meget glad Wagner, som LigaManager fanger på telefonen efter veloverstået lægetjek.
”Det er nok den bedste julegave, jeg får i år”, kommer med et grin fra angriberen, som tidligere har prøvet et udlandsophold. Det forløb aldrig helt som håbet, men Wagner har ingen kvaler ved at gøre et nyt forsøg.
”Norge var ikke nogen succes, for jeg blev skadet rigtig tidligt i forløbet. Derfor blev det aldrig nogensinde, hvad man havde håbet på. Det håber jeg, at det gør denne gang. Da jeg var i Norge, var det på leje og jeg var også en del yngre, så jeg føler mig bedre rustet nu. Jeg har både spillet og udviklet mig meget mere”, fortæller den lange målsluger, som har fået en stærkt indtryk af, hvad det er for en klub, han kommer op til.
”Det første indtryk var, at de sindssygt gerne ville have mig. Det vægtede jeg højt i forhold til andre klubber, som også har været interesserede. Sandvikens IF var dem, der ville mig allermest og har villet mig i lang tid. Faktisk lige siden i sommer. Det synes jeg var det vigtigste.
”Så er det også en klub, der er god til at udvikle spillere og få dem sendt videre til et højere niveau efter noget tid. Det har jeg selvfølgelig også kigget på. Desuden vægtes spilletid selvfølgelig også rigtig højt, og det tror jeg, der er en god chance for at få i Sandvikens IF”, vurderer Wagner, som kommer på en fuldtidskontrakt, når han efter nytår drager til klubben, der ligger mere end to timer nord for Stockholm.
”Jeg er ikke klar over endnu, hvor mange andre spillere, der er på fuld tid, men der er 11 fuldtidsansatte i staben, så det er lidt noget andet, end hvad jeg kommer fra,” fortsætter Wagner, der oplever, at alle parter står tilbage med en god smag i munden.
”Jeg er glad for, at det er en god case for os alle sammen. Både for Thisted FC i forhold til, hvad de får ud af det økonomisk. Jeg er også fint tilfreds med min egen personlige aftale, og Sandvikens IF er glade, så jeg føler, at det er det rigtige valg”, udtaler Christian Wagner, der starter træningen i Sverige den 8. januar.