Randers’ rekordsalg i fare for at misse VM
Det vakte opsigt, da Randers solgte Tammer Bany i en rekordsum til engelsk fodbold. Det har været en uheldig uge for den danskfødte midtbanespiller Tammer Bany. West Bromwich Albion-spilleren er blevet ramt af en alvorlig lårskade under træning, som kræver en operation og holder ham ude af spillet i de næste fire måneder. Det skriver BBC
Den 22-årige offensivspiller, der i november fik sin landsholdsdebut for Jordan i en venskabskamp mod Mali, kæmper nu mod uret for at blive klar til sommerens VM-slutrunde. Det er Jordans første deltagelse i et VM nogensinde, og de er havnet i en svær gruppe med Østrig, Algeriet og de forsvarende verdensmestre fra Argentina.
Sæsonen har indtil videre været svær for Bany i den engelske klub. Han har i år kun fået et enkelt minut på banen, da han blev skiftet ind i slutningen af Albions 3-1-nederlag til QPR den 6. december, mens han har overværet syv kampe fra bænken uden at komme i aktion.
Tammer Bany skiftede til “The Baggies” fra Randers FC i slutningen af transfervinduet i januar 2025. Prisen lød dengang på omkring 29 millioner kroner, og han underskrev en kontrakt på tre et halvt år. Siden skiftet er det i alt blevet til fem indhop for den engelske klub.