Fra Serie 1 , Randers og til amerikansk mester
Da Furkan Cengizay i august sidste år satte sig i flyet med kurs mod Iowa, efterlod han ikke blot Randers og dansk fodbold. Han lagde også en fortid med et svært temperament bag sig til fordel for et vaskeægte amerikansk eventyr.
Den 20-årige kantspiller nåede at sætte et markant aftryk i sin afskedskamp for Randers Freja, hvor han med både mål og oplæg viste det talent, der i sin tid bragte ham ind i varmen hos Randers FC. Men opholdet på akademiet i Randers sluttede brat, da temperamentet spændte ben for karrieren. Det fortæller Randers Amtsavis i et stort interview om eventyret.
I dag lægger Furkan Cengizay ikke skjul på, hvorfor drømmen om en professionel kontrakt i Randers FC brast. Presset i talentafdelingen blev for meget, og frustrationerne kammede over.
“Jeg blev smidt af U19-ligaholdet, og jeg forstår godt, at de ikke kunne se mig som en elitespiller. Jeg var for aggressiv og blev alt for nemt sur på alle omkring mig. Det var min egen skyld,” forklarer han ærligt.
Selvom han i dag kan være ærgerlig over fortidens fejl, har han brugt tiden i Randers Freja på at genfinde glæden ved spillet. En glæde, der nu har ført ham til Indian Hills Community College i USA. Livet i Iowa er milevidt fra hverdagen i Kronjylland. Cengizay er den eneste dansker på et hold med 37 spillere fra hele verden, og skiftet har allerede kastet sportslig succes af sig. For nylig kulminerede opholdet, da holdet kunne løfte trofæet som amerikanske mestre i deres collegedivision.