Historisk vinter og forår venter FCM
Mens sneen dalede over Ikast, rykkede FCM mandag indendørs til årets første holdtræning. Efter to dages intensive fysiske tests er ferien slut for Victor Bak og holdkammeraterne, der ser frem mod et forår med både guldstrid, pokalsemifinaler og europæiske storkampe i Europa League i en vinter og forår, der bliver historisk for FC Midtjylland. Om ikke andet så for de mange kampe. Det glæder Victor Bak sig til.
“Det har været dejligt at holde noget ferie, men det er også dejligt at være tilbage. Jeg nyder at være sammen med drengene og arbejde med dem igen, fortæller Victor Bak til FCM’s hjemmeside.
I den berygtede bip-test kæmpede navne som Valdemar Byskov og Cho Gue-sung med Bak om topplaceringerne. Hvor Oliver Sørensen tidligere var den ubestridte løbekonge, er konkurrencen nu blevet bredere i truppen.
“Tidligere stod der ‘Oli’ på den hver gang, men nu er der en del, som kan vinde den. Vi har mange gode løbere på vores hold,” lyder det fra venstre backen.
Foråret skydes i gang med et tætpakket program, der allerede i januar tæller afgørende opgør i Europa League. Den korte opstart betyder hårdere træningspas, men det skræmmer ikke den tidligere akademispiller.
– Vi har sat os selv i en god position, hvor vi kan nå rigtig mange fede ting sammen. Jeg glæder mig meget til at spille de her kampe, slutter Victor Bak.