Optakt til Runde 9 i Superligaen 18-20. september
Hvem vinder sæsonens første københavnerderby? Vinder AGF endelig en Superliga-kamp? Og er Viborg officielt gået i stå? Vi er klar til Superliga-sæsonens 9. spillerunde, og det bliver selvfølgelig voldsomt spændende.
Herunder tager vi dig igennem alle rundens seks kampe i runden.
Lyngby Boldklub – Silkeborg: Fredag d. 18/9 klokken 19.00
Kun ét hold i Superligaen har højere xG i sæsonen end Lyngby, som til gengæld har scoret hele seks mål færre end ‘fortjent’.
Med andre ord – De Kongeblå spiller godt, skaber chancer, men mangler skarpheden.
Det har blandt andet været tilfældet i stort set alle sæsonens hjemmekampe, som er endt med uafgjort i fire ud af fire tilfælde.
Havde Lyngby fået som fortjent mod bare OB og Sønderjyske, havde de været i top-seks nu… Sådan er der så meget, og derfor skal der også jagtes fuld plade mod Silkeborg.
Klubben fra Søhøjlandet har dog været svære at få ned med nakken i de seneste runder, som har budt på overraskende point mod FCM, AGF og senest Viborg.
Ligesom hos Lyngby, er det dog tid til at stemple ind med en sejr. De næste tre kampe byder på tre bundbrag, og hvis Silkeborg skal have lidt luft til stregen, kræver det altså en sejr eller to.
Det dufter gevaldigt af en jævnbyrdig affære fredag aften mellem to hold, som kæmper med at omsætte flot spil til sejre.
OB – FC Midtjylland: Lørdag d. 19/9 klokken 18:00
FC Midtjylland har sagt farvel til alle holdets offensive profiler over sommeren, men kørte alligevel nemt over Brøndby i mandagsbraget på MCH Arena.
Fronttrioen med Etim, Cho og Iheanacho viste sig fornemt frem, og selvom de ikke endnu når samme højder som Simsir, Franculino og Osorio, lover det glimrende for sæsonen.
Som det eneste hold i rækken er FCM fortsat uden nederlag, og med en frisk sejr i bagagen ser det lovende ud i tabellen med tre point op til FCK.
OB kommer også med luft under vingerne efter en flot og fortjent sejr over Randers senest.
Fynboerne har ellers ikke været noget at råbe hurra for i denne sæson, men mod kronjyderne leverede de en stærk indsats med styr på defensiven og mål til to af de nye offensive profiler.
FC Midtjylland er dog en lidt anden størrelse end Randers, og senest OB bød op til dans på hjemmebane fik de ørene i maskinen med et 5-0 nederlag mod FCK.
Endnu en målfest lørdag ville ikke overraske. De seneste otte indbyrdes opgør mellem OB og FCM er nemlig gået over 2.5 mål, mens vi fik hele 11 kasser i to kampe i fjor.
Brøndby – FC København: Søndag d. 20/9 klokken 14.00
Det’ derbytid! Der er lagt i kakkelovnen til et ordentligt brag, når ærkerivalerne Brøndby og FCK ramler sammen søndag eftermiddag på den københavnske vestegn.
Der er langt mere end point på spil i disse opgør, men især for Brøndby snakker vi også en kamp, som er uhyre vigtig for tabellen.
Efter nul point i tre kampe er Nørgaards tropper nemlig hele otte point bag FCK, og endnu et nederlag vil være et ordentlig hak i tuden på gulddrømmene.
Derfor skal der helt andre boller på suppen end i de seneste kampe, hvor offensiven har kæmpet med at skabe chancer, og hvor målene er fløjet ind om ørene på Pentz i målet.
De udfordringer har FCK ikke. Løverne har snuppet fire sejre i rap, indkasseret ét mål og banket hele 12 mål i kassen.
Bo Svenssons mandskab har efter det bekymrende 4-0 nederlag til Viborg været fuldkommen flyvende, og går ind til weekendens opgør som Superligaens førerhold.
Den aktuelle formkurve peger mod en udesejr, men vi ved alle, at opgørene mellem Brøndby og FCK lever deres helt eget liv.
Forventningen er en tæt, hård og uskøn affære, hvor FCK muligvis kan stille sig tilfreds med en pointdeler taget tabellen i betragtning.
Sønderjyske – Randers FC: Søndag d. 20/9 klokken 14.00
Sønderjyske fik sat en prop i stimen af nederlag OG fordoblet sæsonens pointhøst med 1-1 i Lyngby.
Bedre end ingenting, jovel… Meeen heller ikke meget mere end det. Abdirahmans mandskab ligger stadig uhjælpeligt til i bunden af tabellen, og skal død og pine finde en sejr med det vuns.
Onsdag aften blev ondt værre for Sønderjyske, som røg ud af pokalturneringen efter et 3-1 nederlag til AB… Vi snakker efterhånden fuldblodskrise i Haderslev.
Efter 2-1 over AGF og 3-0 på Brøndby Stadion havde Randers alletiders mulighed for at køre tre på stribe i søndagens hjemmekamp mod formsvage OB, men favoritværdigheden kunne de ikke leve op til.
Efter en halvsøvnig indsats tabte Randers fortjent med 2-1, og den slags præstationer illustrerer udmærket, hvorfor de endte som nummer 10 i sidste sæson.
Søndag på Sydbank Park er Bertelsen og co. igen favoritter, men spørgsmålet er, om de denne gang indfrier forventningerne?
Historikken ude mod Sønderjyske taler for en Randers-sejr. I de seneste fire kampe på Sydbank Park har de nemlig skrabet hele 10 point til sig.
AC Horsens – AGF: Søndag d. 20/9 klokken 16.00
Horsens tabte som forventet i Parken, men kan sagtens være deres indsats bekendt.
Den Gule Fare formår at holde alle deres kampe tætte, og selvom det endnu ikke har kastet de store resultater mod rækkens bedste hold, er det godt for troen og selvforståelsen.
Til gengæld har oprykkerne gjort rent bord i alle tre kampe mod formodede bundkonkurrenter. Ni point mod Lyngby, OB og Sønderjyske vidner om, at Horsens kender deres besøgelsestid.
Hvis tendensen fortsætter, er der vel tre point i vente søndag eftermiddag mod AGF?
Lige nu er de forsvarende mestre i hvert fald ikke meget mere end et bundhold. En aktuel 11.plads og ikke EN ENESTE sejr i otte runder. Det er helt galt.
Materialet er selvfølgelig til langt mere end den aktuelle placering, men spørgsmålet er, hvornår De Hvii’e vågner op til dåd?
Der var fine takter i Farum på trods af nederlaget, men som nævnt ovenfor er Horsens svære af få ned med nakken.
Det ligner en tæt og hård affære på Hybel Arena.
Viborg – FC Nordsjælland: Søndag d. 20/9 klokken 18.00
Vi nåede lige at rose Viborg til skyerne for deres bedste sæsonstart i 20 år…
Siden har de tabt til Lyngby, spillet uafgjort mod Silkeborg, og led onsdag et højst overraskende nederlag i pokalen til Brabrand fra CampoBet 2.division.
Er det Thomas Jørgensens kreativitet, som pludselig mangler? I hvert fald har det ikke været videre sindsoprivende at følge Viborg i de seneste kampe.
Som de fleste nok ved, er FC Nordsjælland dog stærkere hjemme end ude. Fire sejre ud af fire mulige på eget græs, og blot én ud af fire mulige på udebane.
Med til historien hører det dog, at to af udekampene var mod FCK og FCM, men ikke desto mindre tegner der sig et velkendt billede.
Farum-klubben skal bruge en sejr for at hænge på i toppen, og egentlig tror jeg også, at det kommer til at ske.
Gæsterne har fået fornemt styr på defensiven, og har et væld af offensive brikker at bringe i spil i løbet af kampen.
Energi Viborg Arena er dog ikke FCN’s yndlingsdestination. Det er nemlig blevet til nederlag i de seneste tre kampe på Viborgs bane.