Holstebro-træner om vild sejr: Det gik helt amok

”Det var sindssygt! Fuldstændig sindssygt. Jeg har aldrig været ude for noget lignende”.

Der er stadig 25 runder af sæsonen tilbage i CampoBet 3. division. Men hvad afslutninger på en fodboldkamp angår, skal de resterende 150 ligakampe stå endog meget tidligt op for at matche det forrykte drama, der udspillede sig i Holstebro søndag eftermiddag.

Ordene, der indledte denne artikel, stammer fra Holstebros cheftræner Kim Kristensen, som LigaManager fik til at sætte lidt ord på oplevelsen. Han har nærmest stadig svært ved at tro på, hvad der udfoldede sig i de sidste minutter af kampen, hvor stillingen var 0-0 efter 80 minutter. Og 3-2 da dommeren fløjtede af.

”Jeg har snakket med flere, der fik beskeder fra livescore om stillingen undervejs. Nogle gange hakker den slags lidt, og da det pludselig bimlede løs i de sidste minutter, troede de fleste bare, at der havde været forsinkelse”, griner Kristensen, inden han tager os med ind i dramaets sidste minutter.

”Der var et par pæne chancer før pausen, men så skete der ikke ret meget derefter. Jeg syntes egentlig, at Frem var bedst, uden at det udmønter sig i kæmpe chancer. Da vi runder omkring 75 minutter, sidder vi ude på bænken og snakker om, at det vil være OK, hvis vi kan holde 0-0 hjem,” indleder Kim Kristensen, som herefter dårligt troede sine egne øjne.

”Pludselig førte vi 2-0 og tænker; ”nu kan det da ikke gå galt”. Der var ingen af holdene, som havde haft noget særligt, så hvor skulle udligningen komme fra? Så går der ikke andet end et minut, før de scorer til 2-1. Vi sætter en ekstra forsvarsspiller ind, og det ser fornuftigt ud, indtil de knalder den ind med hovedet til 2-2 efter et frispark.

”Frem-spillerne løb ind og hentede bolden i nettet, og vi sidder ude på bænken og tænker, hvor fanden kom det fra? Derefter kommer de til en pæn mulighed på endnu et hovedstød, og vi når selv at brænde to kæmpe chancer, inden vi scorer sejrsmålet efter 96 minutter,” fortsætter Kim Kristensen, som dårligt havde kræfter til at fejre scoringen på det tidspunkt.

”Jeg tager mig selv i at sidde og få ondt i hovedet af, at jeg havde råbt så højt. Fordi jeg blev så indebrændt. Man nåede helt oppe at ringe, så var man pludselig helt nede, og så ender det alligevel i den vildeste jubelrus. Det var fantastisk. Sport på både godt og ondt,” nærmest sukker Kim Kristensen, der ikke overraskende kan afsløre, at stemningen efterfølgende i omklædningsrummet var formidabel.

”Det gik helt amok. Vi plejer altid at få taget et holdbillede, når vi har vundet. Det glemte vi alt om,” griner Kim Kristensen om en søndag eftermiddag i Krøyer Park, ingen tilstedeværende nogensinde glemmer.

Holstebro Boldklub – BK Frem 3-2 (0-0) – nedenstående er den officielle indberettelse på dbu.dk
1-0 Noah Iversen, ’80
2-0 Noah Iversen, ´82
2-1 Amin Amhamdi, ´84
2-2 Gustav Overgaard, ´89
3-2 Lasse Risager Kristensen, ´96

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet