Brabrand leverede pokal-sensationen: Slog Viborg ud
Brabrand IF leverede onsdag aften den eneste sensation i pokalturneringen. Det gjorde de, da det blev til en 2-1 sejr over Viborg FF hjemme på AURA Park. Dermed fik “de blå brasilianere” revanche for nederlaget til samme modstander i december 2024.
Brabrand IF fik en drømmestart med scoring af Mikkel Frandsen efter bare 10 minutter på et fint oplæg af Simon Vesterbæk. Gæsternes Dorian Junior missede et kæmpe mulighed i løbet af halvlegen, hvorfor hjemmeholdet to minutter før pausen kunne doble.
Det gjorde de ved Frederik Jørgensen, hvis frispark blev rettet. Dermed havde Brabrand allerede scoret dobbelt så mange mål, som de gjorde, da de to klubber mødtes i kvartfinalen for to år siden.
Dengang lignede AURA Park en større mudderpøl efter enorme regnskyl i dagene op til, og viborgenserne var jævnt utilfredse med at skulle knokle sig igennem et sådant mudderslag. Det endte dengang 1-1, men Viborg havde en returkamp til at sætte skabet på plads.
Det gjorde de med en overbevisende 6-0 sejr. Onsdag aften stod underlaget i Brabrand anderledes skarpt og hjemmeholdet fik deres revanche. Viborg reducerede kort efter pausen. Førnævnte Dorian Junior missede ikke sit forsøg på det straffespark, som var blevet dømt imod Simon Vesterbæk.
To minutter før den ordinære tids udløb opstod der pludselig en mulighed til Viborg, da Brabrand-målmand Oliver Bjerregaard gik lidt skævt ud til et indlæg. Rasmus Juul og co. i Brabrand-defensiven holdt fast og sikrede videre adgang.
I næste runde er der mulighed for et par solide lokalbrag i DBU Pokalen, da både AGF og Aarhus Fremad også spillede sig i næste runde. I 2024 slog Brabrand to klubber fra Superligaen ud. Dengang lå de i CampoBet 3. division. Nu er de en række højere og Superligaen kan bare komme an.