Topscorer tabt for Ringsted: Sander skifter til Holbæk
Ringsted IF har haft det vanskeligt efter oprykningen til CampoBet 3. division. Efter de første 14 runder er man ligaens mindst scorende hold med 17 mål. Når én spiller har været involveret i syv af dem, vækker det naturligvis interesse hos konkurrenterne.
Martin Sander er klubbens interne topscorer med fem scoringer, hvortil kan lægges to assist. Det har han præsteret på blot 10 kampe, eftersom han begyndte sæsonen i karantæne, mens han i de seneste tre runder har siddet ude med en skade.
Det er et solidt output på et hold, der har spillet med ryggen mod muren i stort set hele sæsonen, og klubben kan også lige så godt vænne sig til at klare sig uden Martin Sander.
Fra nytår skifter han Ringsted IF ud med det nuværende tophold i CampoBet 3. division: Holbæk B&I. Det bekræfter klubben selv via sportschef Carsten Andersen.
“Han har været vanvittigt god for os. Hårdtarbejdende og ydmyg hele vejen. Nu har han fået et tilbud, som han ikke kunne sige nej til. I forhold til hans udviklingskurve giver super god mening,” udtaler Andersen til sn.dk.
Martin Sander kom til Ringsted så sent som i januar 2025, hvor han skiftede fra serieklubben Dianalund. Som topscorer i sidste sæson havde han en afgørende finger med i Ringsteds oprykning til divisionerne for første gang i 33 år.
Nu kan han se frem til en ny udfordring på en endnu højere hylde og han har allerede spillet sin sidste kamp for de blå-blusede. Ovennævnte skader holder ham nemlig også ude af årets sidste to ligakampe.
Han sidste scoring for Ringsted blev derfor dét, han satte ind mod Hørsholm-Usserød, som du kan gense øverst på siden eller herunder.