Vanløse-træner: Paludan-transfer svier

Det var lidt af en transferbombe, der gik af kort efter nytår, da det blev officielt, at CampoBet 3. Divisions topscorer, Bjørn Paludan, skifter fra Vanløse IF til konkurrenterne fra FA 2000.

I Vanløse lægger cheftræner Mads Hadberg ikke skjul på, at det var en af dem, der gjorde lidt nas.

“Den svier. Det er klart. Men omvendt er det jo ikke kommet som et chok, og der er intet ondt blod eller noget som helst. Vi er jo bare lidt trætte af, at det så lige er et skifte til FA 2000,” siger Mads Hadberg, der er enormt ærgerlig over ikke bare at miste en stabil målscorer, men måske lige så meget over at skulle sige farvel til en stabil og god fyr.

“Det gør jo så ondt, som det gør, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi håber, Bjørn han lykkes. Han har gjort sig sine overvejelser, og han er en klog gut, så han har taget den beslutning, han mente var bedst. Vi håber det bedste for ham, men den svier lidt.”

Med Bjørn Paludans afgang forsvinder 14 ud af Vanløses 23 mål i efteråret.

Det efterlader selvsagt et kæmpe hul, inden forårets mini-slutspil, hvor der blot resterer seks kampe, inden rækken deles i to i et nedryknings- og oprykningsspil.

Vanløse overvintrer som nummer syv med et enkelt point op til det forjættede top seks-land, men hvor skal alle målene nu komme fra?

“Hvis nogen havde sagt for 2,5 halvt år siden, at Bjørn Paludan ville pumpe 14 kasser ind på en efterårssæson, så havde folk nok kigget skævt til én. Så der findes altid nogle mål rundt omkring,” siger Mads Hadberg, der er i fuld gang med at finde en erstatning for Paludan. 

“Der har vi både nogen internt, som vi tror på, og så arbejder vi også lidt i kulissen på, om vi kan finde nogle gode profiler. Når nogen forsvinder, så må andre tage over. Sådan er det altid.”

Én ting er dog de gode intentioner, noget andet er økonomi. Vanløse IF er ikke en økonomisk magtfaktor i CampoBet 3. Division.

Det sætter sine begrænsninger i mission ´find en ny Paludan´.

“Vi har jo ikke penge at tilbyde modsat de andre klubber, så det gør jo bare, at vi rent hierarkisk er længere nede. Men vi kan være et godt trinbræt for folk, der der gerne vil videre til større klubber.”

Vanløse IF åbner forårssæsonen ude mod Hørsholm-Usserød IK den 7. marts.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div