Boysen til første træning: Kan endelig slappe af

Først lidt motionsløb for en kilometers penge. Så nogle øvelser, afsluttet med spil til to mål. Årets første træningsdag i Fremad Amager forløb præcis, som den slags ”årets første træningsdage” forløber. Forholdsvis stille og roligt. Lidt rust der bankes ud ad systemet, såvel ben som lunger, og leddene smøres igen.

Mange spillere har sagt farvel til Fremad Amager-truppen i vinterpausen. Nye er kommet til. Eksempelvis Mo Hassan fra Ishøj IF, der er udset til at være Casper Vedel-Birchs afløser i kassen i forårssæsonen i CampoBet 2. division. Og Amir Ayari, som er kommet til fra Sveriges Södra Ettan, og som forhåbentlig skal støbe nogle baller og score nogle kasser, når sæsonen sparkes i gang til marts.

Cheftræner Boysen

Selve banen var flot ryddet for sne til anledningen, ikke alle klubber er så kommunalt heldige stillet. Ikke engang kommunen kunne dog stille noget op overfor den bidende kulde, og man må lette på låget for kommandosoldaten Daniel Mortensen. At rocke op i såvel korte ærmer som korte rør kræver cojones.

En del mere tøj havde den nye træner, John Bredal, men han har også prøvet det 900 gange før. Sportschef David Boysen var også varmt klædt på, men LigaManager fandt ham stadig blåfrossen nok til, at vi måtte gå indendørs, før han mellem klaprende tænder kunne fortælle lidt om, hvor langt klubben er nået.

”Jeg er meget tæt på at lande to spillere mere til truppen, og så er vi også på plads”, fortalte Boysen, der fandt årets første træningsdag befriende.

”Det er nærmest første gang i et par måneder, at jeg føler, jeg kan slappe en lille smule af”, erkender den tidligere professionelle fodboldspiller, som i sommer sagde sit job op for at hellige sig projektet Fremad Amager. Han er selv en del af den omfattende ejerkredsen og varetager altså samtidig posten som sportschef. Derfor er ikke blevet til meget søvn i de seneste uger.

”Men det bliver det nu sjældent alligevel”, smiler manden, der selv nåede at optræde som spiller i Sundby Idrætspark. Nu har han for alvor fået at føle, hvor tidskrævende det kan være at stå udenfor kridtstregerne i en fodboldklub. Når spillerne skal signes. Trænere ligeså. Når der skal laves aftrædelsesordninger med den afgående stab. Så kan døgnet nemt løbe tør for timer.

”Men det er jo også fedt at være med til, det er derfor, man gør det. Men det var skønt at kunne offentliggøre det nye trænerteam i tide til den første træningsdag. Der var pres på, men vi nåede det”.

Forude venter to måneders træning, en håndfuld testkampe, samt forhåbentlig en tur til Tyrkiet og slikke lidt forårssol under nogle intense træningspas. Og så venter Næstved Boldklub i årets første turneringskamp i Sundby Idrætspark fredag aften den 6. marts.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet