Claus Jensen om et år uden nederlag: Vi har gjort os fortjent til det

Tolv måneder uden nederlag. 35 kampe, der har givet 27 sejre. Det er mildest talt ikke normalt, hvad Nykøbing FC har gang i, og det bekræftelses man i hos Claus Jensen.

”Det er unikt og det er heller ikke noget, nogen af os har prøvet før,” fortæller direktøren til LigaManager i kontorlokalerne på Falster. Han har været med til en lang periode som ubesejret, da han i 2020 selv bestred posten som cheftræner.

Den har han i mellemtiden overladt til Mikkel Thygesen, som altså nu har ført holdet til både oprykning og et helt år som ubesejret.

”Vi har let til begejstring, og det skal vi have i Nykøbing FC. Derfor pakker vi det heller ikke væk. Vi nyder det og taler ind i det som en motivation og noget, vi kan glæde os over.

“Samtidig er vi selvfølgelig fuldt fokuserede på, at det også handler om den næste kamp,” kommer det videre fra Claus Jensen, som har set det manifestere sig i en ukuelig tro på tingene.

”Hvis vi kommer bagud sidder alle på stadion og tænker, at vi skal nok komme tilbage. Det er også den følelse, der er i holdet. Vi har leveret nogle flotte comebacks, i særdeleshed i pokalturneringen mod Middelfart. Det er den slags, der sker i en gruppe.

”Nu handler det om at blive ved med at være sulten, for vi skal nå meget mere mere end det her. Det er selvfølgelig en vigtig del af fortællingen, og det tror jeg også, at ”Thyge” (cheftræner Mikkel Thygesen, red.)  fortæller spillerne. Der skal ikke snige noget magelighed ind,” advarer Claus Jensen, som især er stolt af én ting.

”Det er den ydmyghed fra både truppen og staben i forhold til den opgave, der ligger. Der kan let snige sig andre ting ind, men det gør der ikke, og vi skal være meget stolte af den kultur. Det er noget, vi skal værne om og passe på”, forklarer den tidligere danske landsholdsspiller, som i sin aktive karriere aldrig var tæt på noget, der bare mindede om det.

”Spørgsmålet er også, om man nogensinde kommer til at opleve det igen. Men præstationerne og er det, man i staben generelt set kigger på. Det er dem, der er vigtige og dem, der har været rigtigt stærke. Det er derfor, vi er ubesejrede, og derfor synes jeg også, vi har gjort os fortjent til den periode.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet