Medie: Brøndby i tæt dialog med Adamsen

Der er høj aktivitet i Brøndby IF, som efter præsentationen af Bartosz Slisz og det forestående køb af Ousmane Sow nu har rettet blikket mod Silkeborg-profilen Tonni Adamsen. Ifølge TV 2 Sport er klubben nået langt i dialogen med angriberen om de personlige vilkår i en eventuel kontrakt.

Det næste skridt for fodbolddirektør Benjamin Schmedes er at tage kontakt til Silkeborg IF for at få afklaret de økonomiske rammer for en handel her og nu. Tonni Adamsen har kun et halvt år tilbage af sin kontrakt i Søhøjlandet, hvilket gør dette transfervindue til Silkeborgs sidste chance for at få en overgangssum for deres profil.

Silkeborgs sportschef, Jesper Stüker, har tidligere åbnet døren for et salg, da klubben føler sig godt dækket ind på de offensive pladser. Spørgsmålet er dog, om klubberne kan blive enige om en pris, der afspejler Adamsens værdi i et vigtigt forår, kontra det faktum at han kan hentes kvit og frit til sommer.

Brøndby er dog ikke alene om interessen, da AGF også nævnes som en bejler til den målfarlige angriber. Schmedes og Brøndby-ledelsen ser dog ud til at have taget førertrøjen i kampen om Adamsen, der potentielt kan blive det tredje store indkøb på Vestegnen i dette vindue.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen