Vejle-boss varsler transferaktivitet
Selvom transfervinduet i januar indtil videre har været en stille affære i Vejle Boldklub, tyder alt på, at sportsdirektør Mikkel Hemmersam og resten af den sportslige ledelse snart trykker på speederen. Midtvejs i måneden forventer direktøren nemlig, at klubben bliver aktiv på markedet.
I et interview med Vejle Amts Folkeblad forklarer Mikkel Hemmersam, at klubben i øjeblikket sonderer terrænet for både mulige tilgange og afgange. Han understreger dog, at fansene ikke skal forvente de store omvæltninger, som man så i sommer, hvor hele 15 nye ansigter tjekkede ind i Nørreskoven.
“Der kommer ikke til at ske nogen revolutioner,” konstaterer Mikkel Hemmersam til Vejle Amts Folkeblad.
Hvor mange i fodboldverdenen ynder at kalde januars transfervindue for et reparationsvindue, er det en betegnelse, som VB-direktøren tager afstand fra. Han mener ikke, at klubben har brug for at rette op på fejl fra sommerens store udskiftning, men ser det i stedet som en mulighed for at fintune truppen.
“Hvis man kalder det et reparationsvindue, sender man et signal om, at man har gjort noget forkert. Vi skal ikke reparere noget, men vi skal justere truppen, så den bliver endnu skarpere”, lyder det fra sportsdirektøren.
Selvom Mikkel Hemmersam ikke ønsker at sætte specifikke positioner eller navne på klubbens ønskeliste, er der flere oplagte emner, når man kigger på truppens sammensætning. Blandt de mest sandsynlige afgange nævnes Luka Hujber, der trods en lang kontrakt ikke ser ud til at have en fremtid på holdet. Også rumænske Alexi Pitu, der har kontraktudløb til sommer og virker langt fra spilletid under den nye cheftræner Claus Nørgaard, ligner en spiller, klubben kunne ønske at sende videre nu.