Spillerne har talt: 2. divisions bedste udebane er…

Næstved Stadion er det fedeste sted at spille fodbold. Det var det i hvert fald i efterårssæsonen af CampoBet 2. division, hvis man spørger spillerne. Det gjorde LigaManager, da vi iværksatte en rask lille afstemning blandt spillerne i de 12 klubber.

Alle havde heldigvis lyst til at lege med, da de fik opgaven at rangere de udebaner, de besøgte i den første halvdel af sæsonen. Man kunne med andre ord ikke stemme på sin egen bane, mens det selvfølgelig også er noteret, at ingen klubber endnu har gæstet alle udebaner.

Spillerne fik desuden præmissen, at det var banen, der skulle vurderes. En helhedsoplevelse af hele stadionoplevelsen kan selvfølgelig have spillet ind på visse valg, men præmissen herfra hed altså; vurdér bedste bane.

Afstemningen kastede en meget overlegen vinder af sig. Af alle klubber, der gæstede Næstved i efteråret, har kun en enkelt ikke ”de grønnes” bane øverst i sin rangering.

For at udtrykke det anderledes: Næstved Stadion opnåede syv førstepladser og en enkelt andenplads. Gladsaxe Stadion, hvor AB holder til scorede også flot med bl.a. to førstepladser og ingen dårligere rangeringer end en fjerdeplads.

Nord Energi Arena oppe i Vendsyssel høster også fine karakter som udebane. Også dén bane opnåede to førstepladser og generelt høje placeringer. Der udover noteredes forholdsvis store forskelle i afstemningen om 2. divisionens bedste udebane. Banen i Roskilde Idrætspark opnåede således både en anden- og en sidsteplads.

Det samme gjorde banen i Helsingør, men det er dén af de fire kunstbaner i CampoBet 2. division, som scorede højest. For som det lød på en enkelt af de afstemningssedler, LigaManager fik ind: Fodbold skal spilles på græs!

Afstemningsresultatet:

1. MTM Service Park, Næstved
2. Gladsaxe Idrætspark, AB
3. Nord Energi Arena, Vendsyssel FF
4. Solar Solutions Stadium, Ishøj IF
5. Roskilde Idrætspark, FC Roskilde
6. Helsingør Stadion, FC Helsingør
7. Sparekassen Thy Arena, Thisted FC
8. Sundby Idrætspark, Fremad Amager
9. Riisskov, VSK Aarhus
10. Hancock Arena, Skive IK
11. Gentofte Sportspark, HIK
12. Aura Park, Brabrand IF

*Næstved Stadion skifter i foråret navn til JHH Park

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet