Kun 60 Superliga-minutter: Vejle tager afsked med back

Vejles sportsdirektør Mikkel Hemmersam udtalte sig i sidste uge om det igangværende transfervindue, hvor han konstaterede, at der næppe ville ske noget revolutionerende, men lidt sker der da alligevel. 

Onsdag offentliggjorde klubben fra Nørreskoven nemlig, at de har solgt Luka Hujber til FK Sarajevo i Bosnien. 

Den kroatiske back kom til Vejle i sommeren 2024, men fandt aldrig rigtig fodfæste på holdet trods 20 optrædener i sidste sæson. 

‘’Luka Hujber har i en længere periode befundet sig i en situation på holdet, hvor han ikke har opnået den regelmæssige spilletid, som han ønsker, og som der kræves for at være en fast bestanddel af konkurrencesituationen i Vejle Boldklub. Derfor har det været et ønske for såvel klub som spiller, at der skulle ske en forandring,’’ fortæller Mikkel Hemmersam på klubbens hjemmeside.

I denne sæson har Hujber blot spillet lige omtrent 60 minutter i Superligaen, og har i en del kampe slet ikke været en del af Vejle-truppen. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen