Brøndby henter Lahdo: Jeg er hurtig og eksplosiv

Brøndby IF har været særdeles aktive i vinterens transfervindue, hvor klubben har sikret sig papir på både Bartosz Slisz, Ousmane Sow, Ben Godfrey og Emmanuel Dennis.

Nu har Brøndby IF landet endnu en aftale og denne gang er der tale om den 23-årige kantspiller, Mayckel Lahdo, der er hentet på en lejeaftale med iboende købsklausul i hollandske AZ Alkmaar.

En aftale, der glæder den svenske lejesvend:

“Det føles virkelig godt. Det er en stor klub, og jeg er meget spændt på at spille for klubbens fans, som jeg har hørt meget godt om. Jeg har hørt, at når stadion er fuldt, så er det vildt her. Det ser jeg virkelig frem til at opleve som spiller,” udtaler Mayckel Lahdo til Brøndbys hjemmeside, hvor han også sætter ord på egne kvaliteter:

“Jeg er en hurtig og eksplosiv spiller, som er god i en-mod-en-situationer. Jeg kan lide at skabe farlige situationer offensivt, og det håber jeg også, at jeg kan for Brøndby. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og vise alle, hvad jeg kan,” slutter Mayckel Lahdo, der er noteret for 98 kampe i AZ Alkmaar, hvor det udover spilletid i den bedste hollandske liga også er blevet til kamperfaring i både Europa League og Conference League.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA