Møller om salg af store profiler: Vi er dækket godt ind

I nat lukkede vinterens transfervindue. Inden da var der heftig aktivitet. Ikke mindst i AaB, hvor der især den seneste uges tid er sket opsigtsvækkende handler.

AaB sagde nemlig ikke bare goddag til Mathias Kubel, som cheftræner Steffen Højer har store forventninger til. De nordjyske Superliga-nedrykkere sagde også farvel til to profiler. Endda af egen avl.

For først blev Mads Bomholt solgt til norske Rosenborg, og dernæst tog AaB afsked med Oliver Ross, der – ligesom Mads Bomholt – aldrig har spillet for andre klubber end AaB, men som nu skal tørne ud for Silkeborg IF.

Det anslås, at AaB i alt har fået i omegnen af 18,7 millioner kroner for de to spillere, og med tanke på, at klubben (angiveligt) ‘blot’ betalte Aarhus Fremad 3,7 millioner for Mathias Kubel, så er der overskud i regnskabet.

Men er der også det rent sportsligt? Det mener John Møller.

Ifølge AaBs sportschef kan Oliver Ross nemlig erstattes af Jubril Adedeji, der er kommet tilbage efter et udlån til norske Lillestrøm, ligesom Mathias Kubel er i besiddelse af de kvaliteter, som både Oliver Ross og Mads Bomholt har taget med sig videre i karrieren.

Kort sagt: “Vi føler os egentlig ganske godt dækket ind offensivt,” udtaler John Møller til bold.dk, hvor AaBs sportschef også sætter yderligere ord på afskeden med de to profiler af egen avl:

“Det er jo altid specielt. Det er drenge, der har været i rigtig mange år i AaB og har taget turen op gennem akademiet til førsteholdet og gjort det godt.”

“De har spillet mange kampe for AaB og udviklet sig godt her i klubben. Så på den ene side er det lidt vemodigt at skulle sige farvel. På den anden side er det også en del af gamet.”

“Vi er glade for i begge tilfælde, at når det nu skulle være, har vi modtaget en fornuftig økonomisk kompensation, der gør, at det giver mening.”

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA