Profil fra Ishøj til Sundby: Han vil gøre en forskel

Der blev nok spærret en del øjne op på transfervinduets sidste dag, da Sundby Boldklub fra bunden af CampoBet 3. Division mandag aften kunne præsentere den 27-årige offensivspiller Matin Al-Atlassi.

“Det er klart, at du er lidt oppe at ringe, når du henter en mand ind af den kaliber med det CV, han har. Han kommer til at gøre en forskel,” siger Sundby-træner Thomas Karabulut, der i transfervinduet måtte se sin topscorer Julius Hamburger-Toft skifte til Vanløse, men altså nu har en endnu større profil i truppen.

Matin Al-Atlassi er nemlig så langt fra en uprøvet lottokupon, men derimod en mand med over 100 divisionskampe og en mand, der i efterårssæsonen lavede fem mål for Ishøj IF i CampoBet 2. Division.

“Vi har lavet et grundigt forarbejde, og fra vores kontakter var meldingen også ret klar; ‘Kan I hente ham, så er det bare med at hente ham´,” siger Thomas Karabulut, der i første omgang har glæde af Matin Al-Atlassi det næste halve år.

“Han er enormt dygtig på bolden og spilintelligent. God til at sætte sine medspillere op, og så kan han jo også selv afslutte, hvilket målene for Ishøj i efteråret jo også vidner om.”

Men hvordan har Thomas Karabulut og kompagni lokket så markant en spiller til Amager?

“Vi har nogle gode folk omkring os, som via deres netværk nogle gange er opmærksomme på, hvad der kan opstå af muligheder og også selv kan åbne nogle døre. Det er et stort navn, som vi formår at hente ind, så det er vi taknemmelige for,” siger Thomas Karabulut, der allerede har set fra tæt hold, hvad Matin Al-Atlassi er i stand til.

“Han var en profil i 2. Division, så det bliver han også i 3. Division. Vi havde første træning med ham mandag, og der må vi sige, at vi godt kan godt se, at han kan lidt med bolden,” siger Sundby-træneren, der lader til at have begået lidt af et scoop. 

Måske endda det største i transfervinduet i CampoBet 3. Division?

“Det er i hvert fald deropad, vil jeg mene. Vi er glade for, at Matin har valgt os til.”

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div