Grønlansk stortalent ny kontraktspiller i Brabrand

“Selv på jysk vil jeg faktisk gå så vidt som at sige, at vi er tilfredse”.

Sådan lyder svaret fra Brabrand IF-formand Andreas Rasch-Christensen på LigaManagers spørgsmål, om transfervinduet er godkendt for de “blå brasilianere”.

“Vi er ikke mindst meget glade for, at vi har fået gjort Nemo Thomsen til kontraktspiller i klubben,” fortsætter formanden med henvisning til den grønlandske landsholdspiller, der indtil videre er Brabrand IFs topscorer i CampoBet 2. division.

Dermed opfylder Brabrand IF fortsat den forpligtelse, der er til en klub i 2. division. Nemlig at have mindst fire kontraktspillere. Nemo Thomsen “afløser”, om man så må sige, John Frederiksen på kontraktspiller siden.

“John er en fantastisk fyr, som var et god tilføjelse til vores klub udenfor banen. Inde på bane kom det desværre bare aldrig nogensinde til at fungere. Derfor har vi valgt at gå hvert til sit”, erkender Andreas Rasch-Christensen.

Til gengæld kan han glæde sig over at have Omar Jarju til rådighed igen i forårssæsonen. Udlånt fra Horsens gjorde den lynhurtige frontløber et godt indtryk i efteråret. Låneaftalen ophørte imidlertid efter den sidste kamp i efteråret.

“Det var sådan set en låneaftale for Jarju på plads i en anden klub, men den faldt åbenbart i vandet. Så nu er han hos os igen, og det sætter vi pris på. Der er plads til forbedringer hos Jarju, men har også en masse potentiale, som vi håber at kunne forløse”.

Andreas Rasch Christensen sender cheftræner Michele Demontis og spillertruppen på træningslejr i Tyrkiet i uge syv. Første turneringskamp står lørdag den 7. marts på udebane mod Vendsyssel FF.

Overblik over Brabrand IFs transfervindue:

Afgange: Oliver Thunbo, Axel Mors, Jonas Jønsson, Nikolaj Krogh, Jonas Abdallah, Mathias Ørnskov, John Frederiksen.

Tilgange: Tobias Friis, Marc Gangia Mikkelsen, Rasmus Kirkegaard Jensen, Frederik Jørgensen, Nassim Bendaoud

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet