Optakt: Viser Silkeborg livstegn mod Sønderjyske?
Fem point til syvendepladsen med fire kampe tilbage af Grundspillet… Man havde nærmest følelsen af, at Sønderjyske var selvskrevet til en plads i top-seks, men bare et enkelt nederlag koster altså dyrt i Superligaens tætte midterfelt.
Thomas Nørgaards tropper leverede en lunken indsats på kunstgræsset i Farum i søndags, hvor det blev til et fortjent 2-1 nederlag mod FC Nordsjælland, og på bare én runde er forspringet til syvendepladsen således skrumpet fra fem til to point.
Det betyder, at der er pres på inden mandagens hjemmekamp mod Silkeborg, som ligner den klart nemmeste af de tilbageværende tre for Sønderjyske.
Hjemmeholdet sluttede efteråret af på formidabel vis med flot spil og otte kampe i rap uden nederlag, og hvis de kan finde bare lidt af det niveau frem i dette opgør, bør der være fine forudsætninger for fuldt udbytte.
Silkeborg virker nemlig til at være gået helt og aldeles i stå.
Kent Nielsens mandskab holdt vinterferie på en negativ stime af fem kampe uden sejr, fire af dem helt uden at komme på måltavlen, og starten på det nye år bød ikke på noget, som mindede om forbedring.
2026 startede ellers hjemme på favoritunderlaget på JYSK Park, men lige lidt hjalp det for de selvtillidsforladte midtjydere, som blev domineret af Viborg fra start til slut.
1-0 nederlaget efterlader Silkeborg i en penibel situation på Superligaens 10.plads, hvor der pludselig kun er to point ned til Fredericia under stregen.
Sønderjyske vandt sæsonens første indbyrdes opgør med 2-0, og det virker som et plausibelt bud på et resultat igen denne gang mod tandløse Silkeborg.
Kampen spilles mandag den 16. februar klokken 19.00 på Sydbank Park.