Nicolai Larsen: I morgen bliver en lortedag

Søndag eftermiddag tog Silkeborg IF hjemme på JYSK Park imod FC Midtjylland. Før kampen var det forventet, at det ville ende med en sikker sejr til ulvene, som er i rigtig god form i øjeblikket, mens Silkeborg IF er det modsatte.

Og sådan skulle det da også vise sig at gå. I en chancerig 1. halvleg lykkedes det efter en halv times spil Aral Simsir at bringe gæsterne i front, da han flot sparkede bolden ind fra kanten af feltet. Den stilling holdt frem til pausen.

FC Midtjylland kom ud til 2. halvleg som lyn og torden, og efter blot tre minutter, gjorde Denil Castillo det til 2-0. Den føring blev yderligere udbygget efter 66 minutter, da Aral Simsir med sin anden scoring gjorde det til 3-0.

Og det skulle vise sig at blive endnu værre for Silkeborg IF, da Nicolai Larsen for fjerde gang måtte hente bolden ud af nettet efter 73 minutter, hvor Júnior Brumado gjorde det til slutresultatet 4-0.

Derfor var det ikke overraskende en mærket keeper, som TV2 fangede til en kommentar efter kampen.

”Jeg er meget ked af det og skuffet. Vi giver for mange chancer væk, og er ikke gode nok til at kreere noget selv,” lød det fra Nicolai Larsen.

Nu skal Silkeborg-spillerne evaluere kampen og derefter se frem mod grundspillets sidste kamp i næste uge.

”I morgen kommer til at være en lortedag, men vi bliver nødt til at få bragt noget positivitet ind i den her trup, for lige nu er der for mange ting, som går galt,” sluttede keeperen af.

Det er anden uge i træk, at Silkeborg IF’s keeper står skuffet tilbage efter en Superliga-kamp. Det kan du læse mere om her.