Rundens hold: AGF og FCM er helt ustyrlige!

De to tophold, AGF og FCM, stjal showet i Superligaens 21. spillerunde med store sejre, flotte præstationer og vilde mål mod henholdsvis Viborg og Silkeborg.

Naturligvis dominerer de to klubber rundens hold, men der er også fundet plads til spillere fra Brøndby, Fredericia, Sønderjyske, OB og Vejle.

Er du enig i vores valg?

Målmand:
Patrick Pentz, Brøndby

Østrigeren var tilbage i BIF-målet, og selvom han ikke var ude i deciderede mirakelredninger, holdt han nullet med en solid og sikker præstation. Fire redninger med en samlet xG på 1.38. 

Forsvar:
Kevin Mbabu, FCM

Med Erlic og Bech ude måtte Mbabu vikariere i de bagerste geledder. Det gjorde han glimrende med årvågenhed, fart og sikre fødder i 4-0 sejren over Silkeborg.   

Frederik Rieper, Fredericia (2)

Fredericia er kommet fremragende fra land i 2026, og det skyldes ikke mindst en stærk defensiv ledet af Frederik Rieper. Mod Randers vandt han ni ud af ni dueller. Stærkt!

Magnus Jensen, Sønderjyske

Sønderjyske havde fuldkommen styr på Brøndbys offensiv mandag aften. Blandt andet takket være stærke Magnus Jensen, som holdt Emmanuel Dennis i kort snor. 

Midtbane:
Denil Castillo, FCM (2)

Det er ofte nogle af de andre FCM-spillere, som løber med de største roser, men Castillo er altså inde i en rivende udvikling i denne sæson. Hele tiden på farten, stærk, farlig og med et flot mål mod Silkeborg.   

Kevin Yakob, AGF

Efter et sandt skadeshelvede er Yakob virkelig kommet tilbage i omdrejninger. Mod Viborg diskede midtbanespilleren op med to mål (det første var en ren perle) og en assist. 

Kristian Arnstad, AGF

Wow! Den norske troldmand var her, der og alle vegne i 5-2 sejren mod Viborg. Med to mål og en enkelt assist spillede Arnstad en stor rolle i den flotte og vigtige sejr. 

Victor Bak, FCM

Bak har set skarp ud i 2026. I kampen mod Silkeborg var han stærk både offensivt og defensivt, og sluttede opgøret af med to assist til statistikkerne. 

Angreb: 

Aral Simsir, FCM

Rundens helt store oplevelse! Simsir gjorde lige hvad der passede ham i nedslagtningen af Silkeborg. To kasser, to assist, og masser af tryllerier.  

Noah Ganaus, OB (2)

Den ranglede tyske angriber er svær at holde styr på. Mod FCK diskede han op med både mål og assist, og kunne med lidt mere skarphed have scoret yderligere. 

Mikkel Duelund, Vejle

Vejle leverede et vildt comeback på kunstgræsset i Farum, og med to flotte kasser til 1-3 og 2-3 var Mikkel Duelund helt afgørende for det vigtige point mod FC Nordsjælland. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen