Et år i skadeshelvede: Vanløse-anfører gør comeback
Èn af de absolut gladeste blandt de mange CampoBet 3. Divisions-spillere, der lige nu er i Tyrkiet på træningslejr, er Vanløses Kasper Sindahl.
Anføreren gjorde comeback efter et års skadespause, da Vanløse mødte et ungt georgisk hold i en testkamp.
“Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er. Det er noget, som jeg har ventet på i over 1 år. Jeg fanger også mig selv i at gå og smile undervejs. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er. Jeg er lykkelig,” siger Kasper Sindahl til klubbens sociale medier.
Selvom Kasper Sindahl er glad for igen at være i aktion på grønsværen, så erkender han også, at én ting er at få gang i stængerne igen, én anden er at være helt klar til divisionsfodbold for fuld udblæsning.
Så hvornår han er i fulde omdrejninger, det er svært at spå om.
“ Det er svært at sige, for niveauet og kampformen er der heller ikke endnu. Men udover det, så har vi også et stærkt hold, så skal også lige spille mig i kamptruppen, inden jeg tænker på spilletid,” siger den tilbagevendte anfører.
Anfører Kasper Sindahl og kompagni åbner forårssæsonen herhjemme i Danmark den 7. marts, hvor modstanderen bliver Hørsholm- Usserød IK på udebane.