Målrigt ‘topbrag’ mellem AaB og Hillerød
Fredag skydes forårssæson med en lækkerbisken på Aalborg Portland Park, hvor AaB tager imod Hillerød.
Selvom det på papiret er et opgør mellem nummer seks og to i tabellen, føles det på forhånd som et topbrag. Det bliver i hvert fald top underholdende.
AaB er nemlig pisket til sejr, hvis Superliga-nedrykkerne skal sparke sig i nærkontakt med de to pladser, der til sommer giver adgang til Superligaen. Hillerød sidder, som bekendt, allerede på den ene af disse to pladser, og vil gøre alt for at forsvare den.
Det kommer Slotsbyens Hold heldigvis ikke til at gøre ved at grave sig ned og parkere bussen foran eget mål. For det er ikke sådan klaveret spiller i Christian Lønstrups fodboldverden.
Derimod sværger Hillerøds manager til boldbesiddende krea-fodbold, hvor det bedste forsvar som oftest er angreb. Og det er det også i Steffen Højers bog.
AaBs cheftræner kan da også gå ind i foråret med visheden om, at AaB var det næstmest scorende hold i Betinia LIGA i det forgangne efterår, hvor Superliga-nedrykkerne for alvor fik gjort Aalborg Portland Park til en målrig og pointgivende fæstning.
Hillerød er nu heller ikke uden evner, når det kommer til at spille på udebane. Således er Slotsbyens Hold, der i øvrigt er ligaens bedste hjemmehold, selvom holdet spiller deres kampe på udebane i Helsingør, faktisk det tredjebedste udehold i Betinia LIGA.
Kaster man et blik på de to holds head-to-head-historik, så er det nu AaB, der kan gå ind på eget græs med størst selvtillid. AaB har nemlig aldrig tabt til Hillerød, men derimod vundet to og spillet en enkelt uafgjort, hvilket skete sidst de to klubber stod ansigt til ansigt i landets næstbedste fodboldrække.
Hvordan kampen mellem AaB og Hillerød ender fredag aften, får vi svar på fra og med klokken 19.00, hvor det, der minder om et topbrag uden at være det, fløjtes i gang.