Næsby om Holbæks Boavista-bombe: Vi må gøre det anderledes

Endelig!

Lørdag fløjtes der atter op for CampoBet 3. Division efter en alt for lang og kold vinterpause. 

For Næsby Boldklubs vedkommende så byder weekenden på en tur til Holbæk, hvor fynboerne ikke bare møder rækkens nummer tre, men også står overfor den største transferbombe, som blev smidt i vinterpausen.

Holbæk har således skrevet kontrakt med den tidligere Boavista-spiller Alexandre Marques, der i den forgangne sæson spillede to kamp i den bedste portugisiske række, men fremover altså tørner ud i CampoBet 3. Division i Danmark.

“Det er lidt af en signing. Det fortæller også meget godt lidt om, hvilke forskelle der er i rækken. Vi har selv et budget, der blandt de laveste sammen med tre-fire andre. Og så har du hold som Holbæk, der henter på en helt anden hylde ,” siger Næsby-træner Nicolai Wollenberg, der ikke har tænkt sig at gå ind på formandens kontor og forlange store ændringer i strategien.

“Det kan vi ikke konkurrere med. Vi skal og gør det også på en anden måde,” siger Næsby-træneren med henvisning til Odense-klubbens store satsning på talentarbejdet.

Mens Holbæk var mere eller mindre stabilt præsterende i efteråret, og kun var ramt af mindre formdyk undervejs, så var tingene mere dramatiske for de blå fra Næsby.

Fynboerne lagde ud som lyn og torden i efteråret og vandt og vandt, mens det hele til gengæld blev vendt på hovedet op mod vinterpausen, hvor sejrene pludselig var vendt til nederlag på nederlag.

Nicolai Wollenberg har ikke hentet nye spillere fra den bedste portugisiske række, men har til gengæld suppleret truppen med et par unge, spændende talenter, mens nogle af de garvede kræfter også er tilbage i et gear, der gør, at det nærmest føles som at få nye spillere ind.

“Nogle af de spillere, som vi enten ikke kunne gøre så meget brug af eller som ikke var på 100 procent, de er tilbage og ser skarpe ud. Det er blandt andre Kasper Høst, der kom galt afsted med sin ankel i Hørsholm, og siden kæmpede meget med det. Det er Julius Fechtenburg, det var faktisk hans første halvår, hvor han har kunnet spille kontinuerligt efter en hård tid i Aarhus Fremad. Han ser virkelig også stærk ud og træner igennem. Og så er der også Louis Larsen ude på venstre midt, som i sommer startede op med en skade,” remser Nicolai Wollenberg op.

“Jeg synes, at det ser mere kompetetivt ud. Det synes jeg virkelig,” siger Næsby-træneren, der er ret så optimistisk før forårspremieren, når han lægger alle tingene sammen.

“Jeg ved godt, at Næsby historisk set har det svært mod Holbæk, men senest gjorde vi det godt mod dem og vandt 2-0 hos os, og de ligger på en eller anden måde ret godt til os. Vi har det bedst i de her åbne kampe, som det godt kunne blive på lørdag.”

Holbæk og Næsby mødes lørdag eftermiddag klokken 13:00 i Holbæk Sportsby.

Målene fra Næsbys 2-0-sejr i oktober mod Holbæk kan ses i klippet herunder.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div