Roskilde og Ishøj sparker sæson i gang i Valby

Det er et opgør mellem to af de rækkens nye trænere. Thomas Axel Madsen debuterer for FC Roskilde, mens Kenneth Høier gør det for Ishøj IF. For begge er der også tale om debut i Campobet 2. division som sådan som cheftræner. Og der gælder dog vidt forskellige ting for d’herrer.

Førstnævnte er udstyret med kravet om oprykning. Sidstnævnte med kravet om at undgå nedrykning. Værsågod at skylle. Det gør de så ikke i Roskilde Idrætspark, hvor der er bøvl med banen. I stedet er opgøret rykket til Valby Stadion med kick off kl. 19:00 fredag aften.

”Vi glæder os alle sammen til at komme i gang. Jeg synes, vi står et godt sted. Vi havde en rigtig god træningslejr, hvor vi fik nogle aftaler på plads”, fortæller Thomas Axel Madsen til LigaManager. At FC Roskilde åbner med en ”hjemmekamp” på ”udebane” har han ikke spekuleret meget over, afslører han videre, selvom holdet i efteråret var klart svagest på udebane.

”Det har faktisk overhovedet ikke fyldt noget, må jeg indrømme. Mange af drengene bor også i København, så de synes nok, det er helt fint at spille i Valby. Selvfølgelig havde vi gerne spillet i Roskilde, men når det nu ikke kunne lade sig gøre, synes jeg, at Valby Idrætspark er et optimalt alternativ”, fortsætter Madsen, der melder om en trup, som har Mathias Veltz i karantæne, men ellers skulle være i stand til at stille i stærkeste.

Også hos Ishøj IF er der en karantæne at rapportere om, idet Josef Moussa må sidde over. Kenneth Høier fik 15 nye mand ind i vinterpausen, hvor truppen skal finde sig selv efter tab af såvel topscorer samt målmand og anfører, samt en krumtap forsvaret.

Som et lille krydderi til kampen har Kenneth Høier en enkelt halvsæson som assistenttræner på seniorniveau. Det var selvfølgelig, fristes man til at sige, i Roskilde. Nu er han selv bossen, i en anden klub, og det lugter af en svær opgave i sæsonåbneren.

Formodede startopstillinger:

FC Roskilde: Hjorth – Juhl – Juul – Skolnik – Montell – Bjarni – Holter – Nyegaard – Carlson – Nielsen – Freitag

Ishøj IF: Maslen – Masaad – Cordua – Hassan – Munck – Lynder – Pedersen – Salamoun – Beier – Nuur – Azaquoun

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet