FC Midtjylland klar til pokalfinale efter drama

Det blev nøjagtigt lige så spændende, som mange havde regnet med før kampen, da FC Midtjylland og AGF søndag aften spillede anden og afgørende pokalsemifinale. Første kamp var endt med en sejr på 1-0 til midtjyderne, og AGF var derfor presset til sejr, hvis pladsen i pokalfinalen skulle bookes.

Første halvleg bød på et hav af chancer, hvor især hjemmeholdet i flere omgange var meget tæt på at få bolden over stregen. Det lykkedes dog ikke, ligesom det heller ikke lykkedes AGF, som havde et stolpeskud som sit bedste bud på en scoring i første halvleg.

Efter pausen kom der gang i scoringerne. Efter 58 minutter bragte Tobias Bech gæsterne foran, og dermed var der udlignet i det samlede regnskab. Den stilling holdt dog kun ti minutter, før Junior Brumado fik udlignet på en smuk helflugter uden chance for Jesper Hansen.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage med store chancer i begge ender, hvoraf den største tilfaldt Patrick Mortensen, som på mærkværdig vis formåede at sparke forbi mål på sin afslutning inde i målfeltet.

Der blev ikke scoret yderligere, og dermed er FC Midtjylland klar til pokalfinalen mod FC København, hvilket er noget, der glæder midtjydernes målscorer.

”Det er virkelig dejligt. En finale mere. Holdet har fightet hårdt. Holdkammeraterne hjalp mig, så det er den bedste følelse nogensinde,” lød det fra Junior Brumado til Viaplay efter kampen.

Kampen blev blandt andre overværet af den nye CEO i FC Midtjylland, Jonas Lygaard, som tidligere på ugen blev præsenteret på Heden. Det kan du læse nærmere om her.